Lyngby Boldklub løfter sløret for det kommende stadionbyggeri

De fleste kongeblå har før set helikopter-illustrationen af det kommende Lyngby Stadion, og efter måneders arbejde i kulissen kan klubben nu endelig give et lidt større indblik i, hvad der også den kommende tid bliver arbejdet hårdt på at realisere.

Der har undervejs været holdt mange møder. Både i klubbens interne byggegruppe, med arkitekter, entreprenører og Lyngby-Taarbæk Kommune. Møder, hvor alt fra rørledninger og kloakering til parkeringspladser har været drøftet.

Nu er planlægningsfasen dog kommet så langt, at det er muligt at vise mere af det ambitiøse, samlende stadion, vi arbejder hen imod.

”Det har været en kompliceret proces, hvor det, vi kan sælge boligområderne for, jo danner grundlaget for, hvor prægtigt et stadion, vi kan bygge. Det beløb kender vi først, når boligdelen er solgt, så det har været lidt rundt og rundt i manegen i noget tid,” fortæller Lyngby Boldklubs stadionprojekt-ansvarlig Birger Jørgensen, der fortsætter:
”Alt, hvad vi fortæller her, er fortsat med en masse forbehold, så der kan ske ændringer. Men det er, hvad vi lige nu arbejder frem mod og forventer, at vi står klar med ved udgangen af 2028, hvor det nye stadion skal stå klar”.

Netop boligområderne forventes solgt inden jul, og når prisen er endeligt på plads, begynder det sidste planlægningsarbejde. Byggegruppen forventer, at man vil se de første maskiner på stadion gå i jorden i tredje kvartal af 2026. Under byggeriet skal Lyngby Boldklub fortsat skal spille kampe på stadion.

”Jeg tror, vi har fortalt det før, men det er vores helt klare plan, at vi gennem hele byggeprocessen skal kunne spille her på stadion. Mens vi bygger, giver det helt sikkert en masse udfordringer med afvikling af VIP, Fanzone-aktiviteter og lignende, men det skal vi også nok finde gode løsninger på sammen,” siger Birger Jørgensen, der fortæller, at det er på den nuværende Sydbank-tribune, at de største ændringer kommer til at ske, men også bag målene venter en ny tribuneoplevelse.

Helt nyt niveau til partnerne

Den kommercielle afdeling i Lyngby Boldklub har i årevis sukket efter flere faciliteter til Lyngby Boldklubs voksende kreds af partnere, særligt dem, der besøger Carl Ras Loungen. Her er der virkelig noget at se frem til, fortæller Birger Jørgensen.

”På Sydbank Tribunen er det planen, at der bliver bygget i tre niveauer, hvor vi i dag kun har to niveauer og kun en etage med loungefaciliteter. Det nye bliver, at vi får lounges og siddepladser fordelt på de to øverste etager, og der bliver efter planen også plads til, at vi kan opføre et industrikøkken, samt et cafémiljø i stueplan til glæde for alle, der skulle have lyst til at slå vejen forbi,” siger han.

Byggehøjden på den kommende Sydbank Tribune bliver ikke højere end det i lokalplanen godkendte, men det har akkurat været muligt at opføre alle niveauerne indenfor de fastsatte rammer.

 ”Med de nye faciliteter, forventer vi, at vi rammer ca. 1.300 loungepladser mod de ca. 350 i dag. Det giver helt åbenlyst nogle langt bedre muligheder for at udbygge det kommercielle grundlag, men også løfte niveauet på vores VIP-oplevelse,” forklarer Birger Jørgensen.

Moderklubben får også nye lokaler, hvor der som før i tiden bliver mulighed for at genoplive foreningsaktiviteter og fællesskaber, som rammerne har været begrænsende for de senere år.

”På Sydbank Tribunen får Moderklubben nyt klublokale i den første tredjedel, der matcher de forhold, der i dag er på 2. sal i klubhuset. Så det bliver et multilokale, som på kampdage bruges som VIP-lounge, som vi kender det med Sparekassen Danmark Lounge, mens det alle andre dage kan bruges af Moderklubben til at lave aktiviteter og arrangementer for medlemmerne.”

ENDETRIBUNERNE OPGRADERES – FAMILIEOMRÅDET BEVARES – KLUBHUSET RENOVERES

I Nord og Syd sker der også store ændringer. J.Jensen Tribunen i Syd får tag på og sektioneres i et stå og to siddeafsnit, så udebaneafsnittet blandt andet kan skaleres fra kamp til kamp. I Nord, hvor Sparekassen Danmark Fanzonen i dag ligger, kommer der en helt ny familietribune med siddepladser og et tilhørende familieområde, hvor de aktiviteter, der i dag foregår i børneområdet bag mål, flytter ind på det nye stadion.

”Det har hele tiden været vigtigt, at vi fortsat skal kunne tilbyde en attraktiv stadionoplevelse for familier. Man kan altid diskutere, om vi skulle bruge flere eller færre kvadratmeter på det, men området vil til forskel fra i dag ligge i forlængelse af en egentlig familietribune, og det, vurderer vi, er den rigtige kombination for Lyngby Boldklub,” fortæller Birger Jørgensen.

Michael Schæfer Tribunen kommer stort set til at stå som i dag, men der vil være fokus på at skabe bedre forhold for klubbens stemningsskabende fans. 

De mange ændringer på stadionområdet får også betydning for det gamle hvide klubhus fra 1989, der kan se frem til en tiltrængt renovering fra kælder til kvist. Målet er et moderne fodboldhus, hvor kulturen og sammenhængskraften bevares som nu.

Samtidig bliver der plads til en helt ny bygning. Den, der i planerne kaldes Hybriden, der forbinder Sydbank Tribunen med klubhuset. Her skal blandt andet de administrative og kommercielle kontorer ligge. Hvordan hybriden og klubhuset konkret skal indrettes, er fortsat ikke besluttet.
”Der er et stort stykke arbejde endnu, men jeg føler, vi er et godt og vigtigt stykke af vejen mod realiseringen af det nye stadion. Der er jo mange forskellige elementer, herunder lokalplaner, som vi har skulle arbejde ind undervejs, men vi er godt på vej, og vi glæder os til at komme godt videre,” slutter Birger Jørgensen.

Udover fodboldklubbens faciliteter opføres som bekendt også 185 studieboliger i den nordlige ende af stadion, samt 42 seniorboliger og et kommunalt sundhedshus i den sydlige ende, hvor der i dag er grusparkering. Forventningerne er byggestart i tredje kvartal af 2026, og ifølge tidsplanen skal stadion og det omkringliggende stå helt færdigbygget ved udgangen af 2028.

Du kan læse mere her om det nye stadionbyggeri

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Når Tue West går på scenen i 2025, bliver det..

Der er en særlig energi, når Mathilde Falch træder ind..

Når det handler om sårbare mennesker, så kan man godt..