Tre nye kunstgræsbaner i Lyngby Idrætsby og én på Virumgårds Jorde
Lyngby-Taarbæk Kommune har den 18. marts 2026 indgået kontrakter om etablering af i alt fire nye kunstgræsbaner. Tre baner anlægges i Lyngby Idrætsby i samarbejde med Karise Anlæg A/S og Saltex OY DK, mens en fjerde bane etableres på Virumgårds Jorde i samarbejde med Karise Anlæg A/S og Citylawn.
Projekterne var oprindeligt planlagt til 2025, men blev udskudt for at gennemføre yderligere undersøgelser af miljøpåvirkningen. Med alle nødvendige myndighedstilladelser nu på plads kan anlægsarbejdet igangsættes til glæde for de mange idrætsklubber og brugere i kommunen.
Tre nye kunstgræsbaner i Lyngby Idrætsby
I Lyngby Idrætsby bliver tre eksisterende kunstgræsbaner nyanlagt med fokus på både kvalitet og miljøhensyn:
- Bane 1: Kunstgræsbane med gummi infill
- Bane 2: Kunstgræsbane med kork infill
- Bane 3: Kunstgræsbane med kork infill
Projekterne er planlagt med særlig opmærksomhed på korrekt afvanding og materialevalg, så de lever op til gældende miljøkrav og samtidig beskytter grundvandet.
Medfinansiering fra lokalt samarbejde
Lyngby Boldklub A/S har sammen med lokale aktører bidraget væsentligt til finansieringen af projekterne. Gennem events, crowdfunding og støtte fra sponsorer, fonde, lokale fodboldklubber samt DBU’s Banefacilitetspulje er der samlet ind til en medfinansiering på i alt 7 mio. kr.
Denne indsats er med til at styrke rammerne for brugerne og understøtte udviklingen af kommunens idrætsfaciliteter.
Ny kunstgræsbane på Virumgårds Jorde
Der etableres samtidig en ny kunstgræsbane på Virumgårds Jorde. Banen anlægges med kork infill for at beskytte både grundvandet og Lyngby Sø, som modtager det regnvand, der ikke nedsiver i banen.
Den nye bane vil fungere som et vigtigt supplement til kommunens samlede kapacitet og imødekomme den stigende efterspørgsel på træningsfaciliteter.
Baggrund: Udskydelse i 2025
I maj 2025 blev projekterne midlertidigt sat på pause efter en ekstern analyse viste, at nedsivning fra baner med gummi infill potentielt kunne overskride grænseværdier for PFAS-stoffer og dermed udgøre en risiko for grundvandet.
Kommunen gennemførte herefter yderligere materialetests, omprojektering og en ny godkendelsesproces. Med de nødvendige miljøgodkendelser og justerede løsninger er projekterne nu klar til realisering.
Udtalelser fra centrale aktører
Casper Strunge, formand for Kultur- og Fritidsudvalget:
“Jeg er glad for, at vi nu kan komme videre med projekterne og få etableret nye kunstgræsbaner. Flere og flere melder sig ind i vores foreninger, og derfor er det virkelig positivt, at vi kan øge både kapacitet og kvalitet. Samtidig er det vigtigt, at anlæggene etableres med stor hensyntagen til miljø og grundvand.”
Berit Döhl, administrativ chef og daglig leder i Lyngby Boldklub 1921: “Det er meget positivt, at projekterne nu kan realiseres. Vores mange medlemmer har længe set frem til moderne træningsfaciliteter, og vi er glade for, at både myndighedsprocesserne og samarbejdet omkring projektet nu gør det muligt at komme videre. De nye baner vil få stor betydning for hverdagen i klubben, hvilket også har gjort, at vi fra både moderklub og Oldboys-afdeling har valgt at bidrage til medfinansieringen.”
Casper Simonsen, formand for Virum-Sorgenfri Boldklub (VSB): “Det betyder rigtig meget for klubben, at vi nu får en ekstra kunstgræsbane i Virum, så vi kan tilbyde et trænings- og kamptilbud af høj kvalitet på alle hold, hvor fokus er på den langsigtede udvikling både individuelt og som hold.”
Michael Søndergaard Jensen, formand for Fodboldklubben B82: “Vi har længe ønsket mere kapacitet, så flere børn og unge kan få glæde af gode faciliteter tæt på hjemmet. Med to kunstgræsbaner i Virum kan vi nu tilbyde endnu flere hold tid på banen og udvikle klubben i takt med den stigende interesse for fodbold.”
Andreas Byder, adm. direktør for Lyngby Boldklub A/S:“Det glæder os, at der nu er fundet en vej frem. Banerne er helt afgørende for både vores ungdomsarbejde og de mange daglige brugere. Med vores bidrag til finansieringen ønsker vi at støtte udviklingen af faciliteterne i Lyngby Idrætsby.”








