Landets kommuner er udpeget som helt centrale aktører i Aftale om Implementering af et Grønt Danmark. De skal ikke blot undgå at forringe naturværdier, men aktivt udpege, beskytte og udvikle områder med potentiale for natur og biodiversitet – særligt i og omkring eksisterende beskyttede naturområder.
Den ambition står dog i skærende kontrast til den virkelighed, som udspiller sig lige nu tæt op ad Furesøen i Virum. Før jul blev en fredet sø med truede vandsalamandere i Furesøparken fjernet af gravkøer efter en grov forvaltningsfejl, der ikke må ske. Nu agter samme kommune at nedlægge en del af parken, der i lokalplanen er udlagt til rekreativt brug – beliggende inden for søbeskyttelseslinjen, hjemsted for bevaringsværdige træer og for flagermus, der ligeledes er en truet dyreart, og direkte op ad strengt beskyttet Natura 2000 areal.
Naturområdet skal graves op i 30 cm dybde og erstattes af stabilgrus, høje hegn og asfalteret bred passage til tung trafik af lastbiler hver dag og hver weekend som oplagsplads for fjernvarmerør i minimum 3 år, mens andre placeringer med færre naturhensyn er fravalgt.
Det er ikke blot et indgreb i et lokalt grønt åndehul. Det står i direkte modsætning til den nationale kurs, som de selvsamme partier – Konservative, SF og Radikale Venstre – har forpligtet sig til med Aftalen om implementering af et Grønt Danmark.
Aftalen blev kaldt historisk og en af de mest ambitiøse grønne aftaler. Den skal sikre en omlægning til mere natur og bidrage til, at mindst 20 procent af Danmarks areal bliver beskyttet natur med særlig vægt på biodiversitet, sammenhængende naturområder og beskyttelse af sårbare levesteder.
Furesøområdet er et konkret eksempel på biodiversitet og værdifuld bynær natur. Borgmester Sofia Osmani skriver også selv på sin hjemmeside, at ‘vi skal sikre, at vi fortsat har noget af Danmarks smukkeste natur lige uden for hoveddøren’.
Når Lyngby-Taarbæk Kommune vælger at inddrage et eksisterende naturområde, sker det ikke bare i modstrid med lokale hensyn. Det sker i direkte modstrid med målsætningerne og ansvarsplaceringen i den grønne rammeaftale, som kommunens egne partier var med til at indgå på Christiansborg.
Der skal leves op til aftalen i både ord og handling – også lokalt i Virum.









