Danmarks Statistik har netop offentliggjort indbrudstallene for andet kvartal 2025, og der er sket et martant fald i indbrud i Lyngby-Taarbæk Kommune gennem de seneste 5 år, dog med et enkelt år som undtagelse i 2023.. Her er antallet af anmeldte indbrud fortsat med at falde – og det i en grad, der understreger en klar og vedvarende positiv tendens.
Fem år med faldende indbrud
I andet kvartal af 2025 blev der registreret 36 indbrud i Lyngby-Taarbæk Kommune. Det er det laveste antal i fem år, og sammenlignet med samme kvartal i 2021, hvor der var 66 indbrud, er der tale om et fald på hele 45%. Udviklingen i perioden ser således ud:
| År | Antal indbrud (2. kvartal) |
|---|---|
| 2021 | 66 |
| 2022 | 50 |
| 2023 | 63 |
| 2024 | 54 |
| 2025 | 36 |
Udviklingen er ikke blot tydelig kvartalsvis – også når man ser på første halvår samlet set, er tendensen markant. Fra 130 indbrud i første halvår 2024 til 120 i samme periode i 2025 svarer det til et fald på 8%.
Regionale forskelle: Rudersdal går forrest
Selvom Lyngby-Taarbæk kan glæde sig over en klar positiv udvikling, viser tallene, at nabokommunen Rudersdal har haft endnu større fremgang. Her er antallet af indbrud i første halvår gået fra 146 i 2024 til 119 i 2025 – et fald på 18%.
Det bekræfter det generelle billede for Region Hovedstaden, hvor mange kommuner oplever færre indbrud sammenlignet med året før. Dog dækker de overordnede, landsdækkende tal stadig over store geografiske forskelle.
Forebyggelse og opmærksomhed gør en forskel
Det er endnu for tidligt at konkludere præcist, hvad der driver den positive udvikling i Lyngby-Taarbæk, men flere faktorer kan spille ind. Øget nabohjælp, tryghedsindsatser og politiets målrettede arbejde i lokalområderne nævnes ofte som vigtige redskaber i kampen mod indbrud.
Uanset årsagen er det klart, at tendensen er god – og at Lyngby-Taarbæk Kommune går en tryggere fremtid i møde, når det gælder boligejernes sikkerhed.
Forbered dig godt og undgå indbrud i ferietiden
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der blev anmeldt 2.730 indbrud i private hjem i årets 2. kvartal. Det er 8 pct. færre end i samme kvartal sidste år, men for første halvår ligger vi på niveau med 2024. Vi er midt i en ferieperiode, og mange boliger vil stå tomme i den kommende tid. Bo trygt opfordrer derfor til, at man taler med naboerne om sine ferieplaner og indbrudssikrer hjemmet, inden man tager væk hjemmefra – og så skal man ellers bare nyde ferien.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at der i årets 2. kvartal blev anmeldt 2.730 indbrud i private hjem. Det er lidt færre end samme periode sidste år, hvor der blev anmeldt 2.972 indbrud. Efter et første kvartal med en tilsvarende stigning i de landsdækkende indbrudstal ligger vi derfor efter første halvår på niveau med indbrudstallene for sidste år. I Bo trygt havde man gerne set et fald.
– Antallet af indbrud har været faldende de senere år. Det er meget positivt og viser, at det virker, når danskerne indbrudssikrer deres hjem og hjælper hinanden i boligkvartererne med at holde øje med hinandens huse. Sammenholdt med forebyggelsesarbejdet fra politiets, flere kommuners og andre aktørers side er vi nået langt, når det gælder at bekæmpe indbrud i Danmark. Men vi er ikke i mål, for der er stadig for mange, der bliver udsat for indbrud, og der er også steder i landet, hvor indbrudstallene stiger, siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og den filantropiske forening Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.
Når det gælder utryghed for at blive udsat for indbrud, er der imidlertid sket en større ændring i positiv retning de senere år. Andelen af utrygge er nemlig ifølge TrygFondens nye tryghedsmåling faldet.
– Tryghed er en kompliceret størrelse, og et faldende antal indbrud er ikke nødvendigvis ensbetydende med faldende utryghed. Faktisk har vi i flere år oplevet, at andelen af utrygge i Danmark har været nogenlunde konstant, selvom antallet af indbrud har været for nedadgående. Så vi glæder os meget over, at færre danskere nu føler sig utrygge i forhold til at blive ramt af indbrud. Men når det er sagt, så sker der fortsat alt for mange indbrud i Danmark, og vi skal alle fortsætte indsatsen for at holde indbrudstyvene fra døren, siger Britt Wendelboe og opfordrer til, at man i denne ferietid forbereder sig godt, inden man tager på ferie.
– Lav fx aftaler med naboerne om, at de holder øje, mens du er væk, og sæt ekstra beslag på vinduer og lås på din terrassedør. Simpel indbrudssikring kan gøre det så besværligt for en tyv at komme ind, at han opgiver på forhånd. Vågne øjne fra opmærksomme naboer eller familiemedlemmer, der kigger forbi, kan også skræmme ubudne gæster væk, siger Britt Wendelboe og fortsætter:
– Vi skal ikke være bekymrede for at tage på ferie, ligesom vi ikke skal være utrygge for at blive udsat for indbrud. Men vi skal forberede os på at tage væk hjemmefra. Små ting kan gøre en stor forskel, når det gælder indbrudsforebyggelse.
Gode råd mod indbrud i ferieperioden
- Sikring af vinduer og døre samt solide låse er den bedste måde at holde tyven ude på. Når boligens vinduer, døre og låse er robuste, er det vanskeligere for tyven at bryde ind. Det tager længere tid, og risikoen for at blive opdaget er større
- Lav aftaler med dine naboer, hold øje med hinandens boliger og gå evt. en runde, når nogle er bortrejst. Indbrudstyve bryder sig ikke om opmærksomme naboer og uforudsigelighed
- Sørg for, at hæk, hegn og buskads ikke kan fungere som skjul for en indbrudstyv
- Sæt hængelås på skuret, så tyven får sværere ved at få fat i redskaber til at bryde ind med
- Find flere gode råd om, hvordan du kan indbrudssikre dit hjem, på https://www.bolius.dk/indbrud-i-boligen
Hent Nabohjælps app, og brug den til at aftale feriehjælp og dele advarsler: Nabohjælp med i lommen (nabohjaelp.dk)
Indbrud i private hjem i 2. kvartal de seneste fem år
| 2. kvartal 2021 | 2. kvartal 2022 | 2. kvartal 2023 | 2. kvartal 2024 | 2. kvartal 2025 | |
| Antal indbrud på landsplan | 3.158 | 3.323 | 3.106 | 2.972 | 2.730 |
Kilde: Danmarks Statistik og Bo trygt





