Det midlertidige byrum gøres permanent – og opgraderes med 17 millioner fra Lyngby-Taarbæk Kommune. Samtidig får Lyngby Storcenter lov til at have udeservering i en testperiode.
Begge beslutninger passer godt ind i kommunens vision for Lyngby Centrum, hvor en af planerne netop er at gøre Klampenborgvej og dermed byen mere levende.
– Der arbejdes nu videre med begge projekter, siger formanden for Byplanudvalget, John Tefke.

– Hvad angår udeservering ved Lyngby Storcenter har vi fra kommunen lagt vægt på, at der kommer plantekasser med blomster og buske, samt bænke, som forbipasserende kan sætte sig på. Området skal ikke udelukkende dreje sig om cafe/restaurant ophold. Samtidig ser vi gerne, at facaden på storcenteret forskønnes, siger han.

Pengene til byrummet går navnlig til anlægsarbejde. Der skal laves laves nye cykelstier og fortov, fjernes asfalt og plantes træer og buske i terrænet – ikke i sække som nu.
-17 mio. kr. lyder af meget, men anlægsarbejde er bare dyrt, det ved vi af erfaring, siger Tefke, som oplyser, at det permanente byrum er sat til at være færdigt i 2027 – idet anlægsloftet er fyldt i 2026 – og at arbejdet ved Lyngby Storcenter snart går i gang.




