Sofia Osmani førte saksen, da snoren skulle klippes for at indvie den nye kiosk
.
Beboerne på plejecentret Solgården i Virum har fået et nyt tilbud i hverdagen med indvielsen af “Din Rullende Kiosk”. Initiativet skal give beboerne lettere adgang til små hverdagsvarer som chokolade, bolcher samt drikkevarer.
Den nye kiosk blev officielt indviet i dag, hvor borgmester Sofia Osmani stod for snorklipningen. Ved arrangementet var der servering af champagne, mens Meny i Virum, som leverer varerne til kiosken, bød på flødeboller.

Bag initiativet står Tommy Wedel, som ønsker at skabe en mulighed for, at beboerne på Solgården kan købe varer, som tidligere ikke har været let tilgængelige på plejecentret. Kiosken vil fremover besøge alle afdelinger på Solgården hver onsdag med et udvalg af varer, der er tilpasset beboernes ønsker og behov.
Projektet er etableret i samarbejde med Meny i Virum, der står for de ugentlige leverancer og opfyldning af kiosken.
Tommy Wedel deltager selv, når kiosken køres rundt på plejecentret, men håber samtidig, at ordningen på sigt kan udvides til andre plejehjem i kommunen, så flere ældre kan få glæde af tilbuddet.

Derudover søges frivillige, som har lyst til at hjælpe med at køre kiosken rundt. Opgaven indebærer et par timers indsats enten hver uge eller hver anden onsdag, med start klokken 10 og en varighed på cirka 2-3 timer. Ifølge Tommy Wedel er belønningen først og fremmest mødet med beboerne og de positive oplevelser, som følger med arbejdet.
Interesserede, der ønsker at blive frivillige, kan kontakte Tommy Wedel på telefon 40 85 71 60.







