Nyt kulturhus på vej i Taarbæk?

En initiativgruppe med deltagere fra foreninger i Taarbæk vil overtage Bindesbøll-huset fra kommunen for at skabe endnu mere liv i Taarbæk

Det smukke gule hus ved Rosenhaven er kommet på en liste over de kommunale ejendomme, som Lyngby-Taarbæk Kommune planlægger at afhænde. Det ser en gruppe Taarbæk-borgere som en oplagt mulighed for at skabe noget nyt og værdifuldt i byen.

Planen er at danne en uafhængig fond med det formål at sikre Bindesbølls fremtid som et folkeligt samlingspunkt i Taarbæk. Et multihus med mulighed for aktiviteter fra morgen til aften, som f.eks. yoga, ældregymnastik, babygymnastik, musikundervisning, debatarrangementer, specialundervisning og kulturarrangementer med et publikum på op til et halvt hunrede gæster.

Ved siden af fonden stiftes en støtteforening, som sørger for, at der kommer spændende aktiviteter i det nye borger- og kulturhus. Fonden stiller med andre ord huset til rådighed for støtteforeningen, som så skal sørge for den daglige drift.

Denne model bruges med stor succes i et lignende kulturhus i Lyngby, Lindegaarden, som initiativgruppen ganske enkelt vil kopiere.

– Vi har et fint samarbejde med Lindegaarden, som stiller sig parat med gode råd og erfaring. Modellen med en fond og tilhørende støtteforening sikrer, at kommune og andre samarbejdspartnere kan have fuld tillid til projektet, siger Poul Erik Andersen fra initiativgruppen i et opslag i Facebookgruppen Taarbæk Nyt.

Han siger videre, at der skal skaffes mindst 300.000 kr. for at stifte en sådan ”Bindesbølls fond”. Det siger lovgivningen. Efterfølgende, når fonden så er stiftet, vil den kunne begynde at søge samarbejdspartnere og ekstern støtte til at erhverve Bindesbøll, renovere bygningen og skabe det nye borger- og kulturhus.

– Her i løbet af januar vil vi derfor spørge alle, der har tilkendegivet, at de bakker op om projektet, om de vil medvirke til at rejse dette beløb. Vi er cirka 350 personer, der har tilkendegivet, at vi støtter ideen. Et simpelt regnestykke lyder altså, at vi hver skal give omkring 1000 kr. som startkapital for den nye fond. Men måske er der også personer, som synes, at ideen lyder så tiltalende, at de er parat til at give et større beløb til fonden?! Det håber vi naturligvis. Måske er der personer, som vil sikre det fælles folkelige liv, ved at skabe dette fundament. Og selvom fonden skal ud og ansøge andre velgørende fonde om støtte, så vil der blive brug for adskillige millioner kroner til at omdanne og indrette byens nye multihus.

– Vi har ikke oceaner af tid til at få vores projekt til at lykkes. Vi skal i løbet af kort tid kunne vise Lyngby-Taarbæk Kommune, at vi er mange, der tror på ideen om et levende multihus.

– Derfor har vi lavet en tidsplan, der lyder, at de 300.000 kr. skal skaffes nu fra starten af året. Så vi kan stifte den nye fond og begynde at kontakte samarbejdspartnere. Når vi kan se, at fonden kan blive en realitet, indkalder vi så til stiftende generalforsamling i støtteforeningen. Og så er rejsen sat i gang!

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Når tonerne af Joseph Haydns storslåede oratorium ”Skabelsen” lyder i..

Søndag d. 27 april afvikles Den Grønne Halvmaraton i kommunen...

Hockeyklubben Orient Lyngby var i påsken afsted for at deltage..