Der skal ca. 20 millioner til for at færdiggøre trappetårnet.
Det nye rådhus har vakt stolthed blandt mange borgere og politikere, og adskillige har allerede været på rundvisning med både borgmester og viceborgmester og andre politikere med flere. Også vi på redaktionen fik en rundvisning af borgmester Sofia Osmani, lige inden bygningen officielt blev indviet.
Men midt i begejstringen lurer en skygge – nemlig den store budgetoverskridelse på hele 138 millioner kroner, som især skyldes markante prisstigninger under byggeprocessen.
Desværre er renoveringen endnu ikke helt færdig. En gåtur om bag rådhuset afslører, at trappetårnet stadig er pakket ind i stillads og grøn afdækning. Et syn, som har stået uændret i mange måneder. Nysgerrigheden meldte sig: Hvad koster det egentlig at lade stilladset stå? Svaret fra forvaltningen: 48.500 kroner – om måneden.

Trappetårnet var oprindeligt ikke en del af den store ombygning. Vurderingen lød, at det kunne holde mange år endnu. Men under arbejdet viste det sig, at fliser risikerede at falde ned – og dermed blev det nødvendigt at inddrage tårnet i projektet.
Som Sofia Osmani selv sagde under rundvisningen: “Tårnet var oprindeligt ikke en del af renoveringen, idet vurderingen var, at tårnet godt kunne stå nogle år endnu.”
Det har været vanskeligt at få indsigt i de konkrete planer for tårnet. På de kommunale møder er punktet om trappetårnet konsekvent behandlet som et lukket punkt. Vi kontaktede derfor både borgmester Sofia Osmani og viceborgmester Simon Pihl Sørensen, men de har overladt svaret til forvaltningen.
Her lyder meldingen:
- I år fjernes marmorfliser for at gennemføre nødvendige forundersøgelser.
- Kommunen forventer at sende entreprisen i udbud i løbet af året.
- Renoveringen forventes færdiggjort i 2026.
- Der er afsat cirka 20 millioner kroner i 2025 og 2026 til projektet, herunder rådgivning, projektledelse, stilladsleje, byggeplads og uforudsete udgifter.
Der er afsat en reserve i kommunens budget, der blandt andet skal dække en renovering af tårnet.

Med endnu en stor udgift på vej til rådhusets renovering, kunne man også håbe, at der bliver plads til at sikre en ordentlig adgang for handicappede til rådhuset – og ikke blot en minimumsløsning.
Nu kan vi blot håbe, at budgettet denne gang holder – og at rådhuset i 2026 fremstår helt færdigt og gennemført, både som moderne arbejdsplads og som det vigtige samlingspunkt for hele kommunen, som det allerede er i dag.
Du kan læse mere om det nye rådhus på kommunens hjemmeside her
Du kan se vores artikel om rundvisningen på rudhuset her





En reaktion
Det da undre alle dem i biler på omfartsvejen og s tog 😎