Det betød blandt andet at de skaffede dansk hockey en plads i challenge næste år.
Drømmedebut ved europacuppen
For første gang i Orient-Lyngbys 118 år lange historie deltog klubbens kvindehold ved europacuppen i pinsen, da Challenge II blev afholdt i København af lokalrivalerne fra Københavns Hockeyklub. Og hvilken debut. Efter fire kampe på fire dage kunne klubben fejre, at de havde vundet turneringen og skaffet dansk hockey en plads ved Challenge I næste år.

Det var et nervøst Orient-hold, der startede turneringen mod finske Seinäjoki United. Der gik næsten en hel halvleg, før Orient kom foran 1-0, men derfra kiggede holdet ikke tilbage og trak fra 3-0, inden finnerne fik pyntet på resultatet til kampens resultat 3-1.
På turneringens anden dag stod den på lokalderby mod Københavns Hockeyklub. Holdene kender hinanden rigtig godt, og kampen bar præg af at være et langt taktisk dødvande, hvor begge mandskaber prøvede at udligne modstandernes kompetencer. Orient kom foran i kampens første periode, men som kampen skred frem og kræfterne stille og roligt slap op, kunne KH i kampens sidste minutter først udligne og score det afgørende mål til 2-1.
Tredje kamp var en duel om at kunne træde ind i turneringens finale eller spille placeringskamp. Kampen var mod SLF Mesaicos fra Stockholm. Orient dominerede kampen fra start til slut, og sejren var aldrig rigtig i fare. Orient kom foran 2-0 i starten af anden halvleg, og først efter slutfløjtet kunne Mesaicos reducere på kort hjørne til resultatet 2-1. Orient stod derfor i finalen mandag formiddag – igen mod København.
Kampen var tæt, spændende og bare endnu en gang præg af en taktisk affære, hvor begge hold havde meget svært ved at bryde modstandernes taktik, og på den baggrund endte kampen 0-0, og finalen skulle afgøres i shoot-out.
Orient virkede mere fokuserede i denne specielle del af spillet, og en stærk indsats i målet af Melisa Cardoso, der reddede to af fem forsøg, mens fire ud af fem blev scoret af Orients kvinder. Jublen var stor blandt holdet og klubbens supportere, da holdet kunne fejre en noget nær perfekt eksekveret turnering. En ren askepot-fortælling i europæisk hockey.
Om 12 dage venter sæsonens sidste, men også vigtigste kamp, når Orient Lyngby møder Københavns Hockeyklub i sidste runde i hockeyligaen – en direkte duel, der afgør det danske mesterskab. Der er lagt op til endnu et tæt drama.





