Rim på udsatte steder

Søndag efter påske havde Kulturstedet Lindegaarden besøg af revyforfatteren Carl-Erik Sørensen og pianisten Lars Fjeldmose, som optrådte med et såkaldt ”revyshow.”  

Bidende morsomtI
pressemeddelelsen brugte man ordene ”bidende og suverænt morsomme revyshow,” så forventningerne var på forhånd høje.

Medlevende publikum
At publikum, der fyldte godt i Lindegaardens store sal, havde set frem til denne eftermiddag, fik man bevis på, da Carl-Erik Sørensen dukkede op blot for at indstille mikrofonen, kort inden forestillingen overhovedet gik i gang, for det aldrende publikum kvitterede, straks de så ham, med begejstrede tilråb og klapsalver.

Man fornemmede, hvor niveauet var lagt. Og publikum blev bestemt ikke skuffet.

Enestående show
Gennem det næsten to timer lange show ledte Carl-Erik Sørensen os gennem et hav af de tekster, som han har glædet revypublikum med over det ganske land, og Lars Fjeldmose var hans uundværlige ledsager, der med stor musikalsk opmærksomhed fulgte ham.

Tom Lehrer
At de to trivedes med hinanden, var ingen i tvivl om, så Carl-Erik Sørensen indledte med at fortælle publikum, at da Mozart var i Lars Fjeldmoses alder, så havde han været død i 35 år – en joke, som vakte jubel, og som samtidig for nogen ledte tanken hen på salig Tom Lehrer, der i 60’erne brugte joken om sig selv.

Eftermiddagens temaer
Eftermiddagens tema blev forkyndt af Carl-Erik Sørensen – ja faktisk var der to temaer i spil, nemlig: ”Det hele går ad Helvede til,” og: ”Vi har det rigtigt trist,” og så gik de ellers i gang med underholdningen.

Vi hørte viser fra de seneste mange år, heriblandt en folkesangers syn på verden med omkvædet, at ”det er da det mindste, man kan gøre.”

Diskrepans
Ret hurtigt gik det op for publikum, at eftermiddagen langt fra levede op til de to forkyndte temaer, men det havde heller aldrig været meningen.

Kriser og fællessang
Alligevel undgik vi ikke ordet kriser, for som Carl-Erik Sørensen udtrykte det: ”Så er der intet som fællessang, der kan løse kriser.”

Han lovede derfor nogle sange, hvor han var sikker på, at alle kunne synge med på omkvædet.

Fjeldmose spillede op, Sørensen sang for, og ret hurtigt kom vi til omkvædet, der hver eneste gang druknede i latter, fordi man bevidst havde valgt sange, som ikke en sjæl nogensinde havde hørt om tidligere.

Varieret repertoire
Derefter fulgte viser om au pair, som kom til at rime på bagagebær’, om læger med spiritusproblemer, om robotter og om ressourcemangel.

Ironien var i højsædet i en vise, som handlede om den lille mands syn på verden fra den vej, hvor han bor, for som Carl-Erik Sørensen konstaterede, at nok var verden af lave, men man kan jo bare lade være med at tage derud.

En anden vise handlede om, at det var køerne og deres prutter, som var ansvarlige for alverdens ulykker, så dem skulle man hellere sætte det filter på, som man i 1992 havde planer om at sætte på bilerne, for som det hed i teksten: ”deres evindelige fisen har snart smeltet indlandsisen” – mere elegant kan det næppe siges.

Mesterens sikre hånd
Udover det morsomme indhold og de dertil ledsagende kongeniale rim, så var det tydeligt at mærke mesterens sikre hånd, for der var altid en elegant morale eller et begavet budskab i slutningen af hver enkelt vise.

Ulf Pilgaard
Mange af numrene har man set Ulf Pilgaard servere i Cirkusrevyen, men efter at have set forfatteren himself optræde med teksterne, så forstår man for alvor, hvilken ufatteligt højt kvalitetsniveau, han er startet på, når teksten har været af Carl-Erik Sørensen.

Universelt
Gennem eftermiddagens program blev det tydeligere og tydeligere for publikum, at de samfundsproblemer, der har fundet vej til revyen gennem tiderne, stort set har været de samme som i dag.

Svinehold og rent drikkevand
En af viserne handlede for eksempel om, at alle problemer hovedsageligt skyldtes landmænd, og den beskrev problemer med svinehold og drikkevand – noget, som flere mente, de da også havde hørt om for nylig – men da omkvædet var, at ”det haster ikke mere, end det jawer,” ja, så er det sikkert en af forklaringerne på, at emnet stadig er aktuelt

Hjorte lå i læ
Som et af de sidste numre sang Carl-Erik Sørensen den vise om ”Kærlighed og kronvildt,” som han skrev til Linje 3’s jubilæumsshow – et fantastisk nummer, som det er umuligt at gengive, men interesserede kan gå finde teksten på dette link:

og man kan høre sangen på dette link:

Og så var det pludselig slut Pludselig var tiden fløjet af sted, mens lattermusklerne var blevet godt og grundigt masseret.

Publikum var begejstret.

De havde fået, hvad de kom efter, og det var således lutter smilende ansigter, som LTA’s udsendte mødte på vej ud fra Lindegaarden, som det fortsat er noget besværligt at komme til på grund af det store badekar, som man stadig er i gang med at installere foran hovedindgangen.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Tidl. oldermand i Bondebylauget Niels Friderichsen, blev den 12. maj..

Kgs. Lyngby: Classic Car House har fået en opsigtsvækkende tilføjelse..

Vil du og din familie være med til at spotte..