Interessen for restaureringen af Frederiksdal Slot har været stor, og derfor får publikum nu en særlig mulighed for at komme helt tæt på arbejdet, når der i august arrangeres eksklusive rundvisninger på både slottet og stilladset.
Rundvisningerne fungerer som optakt til Frederiksdal Chamber Folk Festival, der finder sted den 21. og 22. august. De særlige ture afholdes 2. og 15. august, hvor deltagerne får mulighed for at opleve restaureringsarbejdet fra første parket.
På rundvisningerne guider slottets repræsentanter og husets historiker Thomas gæsterne gennem de historiske rum, samtidig med at de fortæller om restaureringen og slottets historie. Turene giver et sjældent indblik i arbejdet med at bevare den historiske bygning.

Festival med musik og fællesskab
Frederiksdal Chamber Folk Festival byder over to dage på et varieret program med kammermusik og folkemusik i Havesalen, koncerter og dans under åben himmel på Skovscenen, jam-sessioner i Den Røde Lade samt fællesspisning. Festivalgæster har desuden mulighed for at overnatte i telt i de naturskønne omgivelser omkring slottet.
Der tilbydes i forbindelse med festivalen en særlig billetpakke, hvor en partoutbillet til hele festivalen kan kombineres med en to timers rundvisning på slottet og stilladset til en samlet fordelagtig pris.
Det samlede program og billetter til både festival og rundvisninger kan findes på Frederiksdal Slots hjemmeside.
Læs også artiklen om restaureringen her:





