Har man blot en smule interesse for klassisk musik, så er der gode chancer for, at man kender de seks Brandenburgkoncerter, som Johann Sebastian Bach (1685 – 1750) komponerede i 1721 og dedikerede til Christian Ludvig, markgreve af Brandenburg-Schwedt.
Et valg
I klar forventning om at få disse koncerter serveret på en helt ny måde havde flere end hundrede mennesker lagt vejen forbi Sorgenfri Kirke mandag og dermed fravalgt den afsluttende partilederrunde i TV – her aftenen før folketingsvalget – for at opleve projektet New Brandenburg Concertos – et musikalsk eksperiment, der tager udgangspunkt i værker af Johann Sebastian Bach, men samtidig giver dem helt nyt liv.

En særlig oplevelse
De oprindelige Brandenburgkoncerter, der betragtes som højdepunktet inden for barokmusikken, er kendt for deres varierede instrumentation, tekniske krav og livlige musikalske dialoger, så på denne mandag aften i Sorgenfri Kirke ventede der publikum en ganske særlig musikoplevelse, og man kunne mærke forventningerne.
Koncerten indledes
Musikforeningens formand, Sverre Larsen, bød velkommen, musikerne indtog scenen og aftenen var i gang.
Musik i et kirkerum er jo altid en udsøgt nydelse, og sådan var det også denne aften.
Det var let at konstatere, at musikken helt klart lød som Bach, men lyttede man koncentreret, kunne man alligevel opleve noget, som man aldrig har hørt før.
Hvad ville Bach have gjort.
Derfor kunne man stille sig selv spørgsmålet: ”Hvordan ville det have lydt, hvis Bach havde skrevet endnu et sæt Brandenburgkoncerter,” og det er netop det spørgsmål, som Concerto Copenhagen stiller i forbindelse med deres projekt: ”New Brandenburg Concertos.”
Historien bag
Efter den første af de nye koncerter var spillet til ende, blev ordet givet til orkestrets oboist, Antoine Torunczyk, som er arrangementernes ophavsmand, og han afslørede, at idéen var opstået under Coronaen. Først havde han forkastet den, men senere var den modnet i ham, og mandag aften oplevede vi så resultatet.
Musikalsk rejse
Man kan måske bedst beskrive processen, som at Bachs seks orgeltriosonater er blevet nyfortolket i Brandenburgkoncerternes ånd, så med de nye Brandenburgkoncerter inviterer Concerto Copenhagen publikum ind i en musikalsk rejse, hvor man både genopdager Bach og oplever noget helt nyt.
Resultatet er seks helt nye koncerter, der både bevarer Bachs karakteristiske musikalske univers, men også åbner for nye klanglige muligheder.
Gamle instrumenter
De oprindelige trestemmige satser er blevet foldet ud til et farverigt kammermusikalsk univers, samtidig med at en række historiske instrumenter – blandt andre obo da caccia, oboe d’amore, viola d’amore og violoncello da spalla – er med til at bringe musikken til live i, hvad man kan betegne som et farverigt kammermusikalsk univers.
Pausesnak

I pausen, hvor foreningen som sædvanlig serverede et glas vin, blev musikken ivrigt diskuteret, og opfattelsen var helt klart den, at det var en særdeles interessant og kreativ servering af Bach.
Stående ovation
Begge koncertens to halvdele var en oplevelse, hvilket man også kunne tolke af det meget store bifald, som publikum kvitterede med efter sidste nummer, og det endte med stående ovation, hvorefter orkestret gav et ekstranummer – nemlig Bachs tredje Brandenburg koncert udsat for ekstra instrumenter.
Endnu en succes.
En stor koncertaften var forbi, og Lyngby Musikforening kunne notere endnu en succes, men intet varer som bekendt evigt, så da musikkens sidste toner havde lydt, var publikum tvunget tilbage til den virkelige verden, hvor man skal tage stilling til blandt andet formueskat, skolereformer, sprøjteforbud og andre vigtige emner fra valgkampen, inden morgendagens stemme afgives, men på en eller anden måde var det nu efter en god musikalsk oplevelse og med en masse skønne toner i øregangene.
Det var i hvert fald sådan LTA’s udsendte havde det, og det var han sikkert ikke alene om.









