Den tidligere Lyngbyborger er klar med nyt album
Fokustracket “Sweet Wine” hylder sårbarhedens styrke i en verden, der ofte misforstår den.
Den 16. maj 2025 udkommer As It Once Was – debutalbummet fra den unge danske sanger og sangskriver Sigrid Eva. Med sin smukke og nærværende vokal inviterer hun lytteren ind i et mørkt og minimalistisk lydunivers, hvor kærlighed, tab og længsel væver sig ind og ud mellem melankolsk guitar, legende klaverspil og ærlige tekster.
Fokustracket “Sweet Wine” står som et centralt tema for albummet. Det er en hyldest til de bløde værdier og modet til at stå ved sin egen sårbarhed. En sang, der udspringer af en personlig oplevelse, hvor kærlig omsorg blev mødt med tvivl og afstand.

“Sweet Wine handler om at finde styrke i sine egne bløde og omsorgsfulde sider. Jeg skrev sangen, da jeg var forelsket i en person, som jeg beundrede meget, men som også havde svært ved at tage imod den form for omsorg, jeg var villig til at give,” fortæller Sigrid Eva.
Albummet er mixet af den anerkendte producer Jakob Winther og fremstår som et åbent brev fra et ungt hjerte, der har elsket, mistet og fundet sig selv på ny. As It Once Was kredser om de sarte spirer af kærlighed, den stille kamp for at finde hjem i sig selv og de forandringer, som livet og omgivelserne fører med sig.
Selvom stemningen er præget af melankoli og mystik, rummer albummet også en lys og håbefuld akustisk lethed. Der er en konstant bevægelse mellem det tunge og det lette – mellem smerte og heling.
“Vi lever i en verden, hvor omsorg og nænsomhed kan blive tolket som svaghed. Men omsorg er aldrig dårligt – og det er vigtigt at kunne finde sin styrke i det,” siger Sigrid Eva.
Udgivelse og livekoncerter
Sigrid Eva markerer udgivelsen af As It Once Was med to releasekoncerter:
15. maj – HeadQuarters, Aarhus
17. maj – KoncertKirken, København
Herefter drager hun på sin første internationale turné, som blandt andet bringer hende til den legendariske scene The Bedford i London.
🎧 Lyt til fokustracket “Sweet Wine” og det fulde album fra den 16. maj
“As It Once Was” er en musikalsk rejse, hvor sårbarhed bliver en styrke – og hvor man som lytter får lov at mærke hele følelsesregisteret.