De danske modstandskvinder
.
I anledning af 80-året for befrielsen afholder Stadsbiblioteket to arrangementer. Det første handler om de kvindelige modstandsfolk, der deltog i kampen mod besættelsesmagten og det andet om de danske jøder, der blev sendt til Theresienstadt.

Pia Fris Laneth om Modstandskvinderne – terrorister eller frihedskæmpere
700 danske kvinder blev interneret i Frøslevlejren under besættelsen. Mange, mange flere deltog i modstandsbevægelsen. I tv-serien “Danske Modstandskvinder” af Pia Fris Laneth og Li Vilstrups, fik de kvindelige modstandsfolk for første gang hovedrollen i en film om besættelsesårene.
I interviews med Pia Fris Laneth fortæller 9 modstandskvinder om etiske dilemmaer, svære valg og angsten for Gestapo. Om kammerater, der blev stukket og henrettet eller døde i tyske koncentrationslejre. Om selv at gå i Gestapos fælde og efter brutalt forhør havne i Frøslevlejren. Og om befrielsens glædesrus.
Men også om vreden over at blive kaldt terrorist under krigen og bagefter ophøjet til frihedskæmpere af de samme politikere, som havde samarbejdet med tyskerne.
Hør Pia Fris Laneths dramatiske og vedkommende beretning om kvinder, der satte livet på spil for Danmarks frihed.
Torsdag d. 15. maj kl. 19-21. Billetter a 65 kr. købes på lyngbykultur.dk
.

Silvia Goldbaum Tarabini om danske jøder i koncentrationslejr
472 danske jøder blev under 2. Verdenskrig arresteret og fragtet til koncentrationslejren Theresienstadt. På baggrund af et enormt researcharbejde udgav Silvia Goldbaum Tarabini i 2023 bogen Danske jøders liv og død i Theresienstadt, der nu står som den definitive skildring af disse danskeres skæbner.
Det er fangernes egne erfaringer og erindringer, der bærer fortællingen. Tarabini lader de danske jøder selv komme til orde gennem både interviews, beretninger, dagbøger og breve, sådan at deres historie fortælles, som den blev levet og oplevet.
Hør hende fortælle om de 472 danske liv, der blev fanget i nazisternes Holocaust, og det årelange arbejde med at opsøge de overlevende og efterkommere, der kunne videregive deres historie.
Onsdag d. 28. maj kl. 19-20.30. Billetter a 65 kr. købes på lyngbykultur.dk












