Statistkoordinator Laura Neel Pedersen og kommunens kulturkonsulent Dorthe Sieben da de var rundt i november og få plakater op i lokale forretninger og cafeer.
.
Søgningen gennem de lokale butikker har hjulpet med at skaffe de nødvendige statister
Efter en intensiv søgen og en stor lokal opbakning er holdet af statister nu fuldtalligt til sommerens store teateroplevelse i Ulvedalene. Snedronningen 2025, som opføres af Det Kongelige Teater i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune, har nu 52 engagerede statister klar til at bringe forestillingen til live.
Lokal opbakning gjorde forskellen
Statistkoordinator Laura Neel Pedersen og kulturkonsulent Dorthe Sieben sender en stor tak til de mange lokale butikker, caféer og andre erhvervsdrivende, der hjalp med at udbrede budskabet ved at hænge plakater op i deres vinduer. Deres indsats har spillet en vigtig rolle i at samle et stærkt og dedikeret hold af statister til årets forestilling.
Første møde og forberedelserne begynder
Søndag den 23. februar mødes hele holdet for første gang. Dette bliver en vigtig dag, hvor statisterne skal lære hinanden at kende og tage de første skridt i en intensiv prøveperiode. De kommende måneder vil byde på øvelser, koreografitræning og kostumeprøver, så alle er klar til premieren den 23. maj.
Billetsalget er åbent
For dem, der allerede nu glæder sig til at opleve den spektakulære opsætning af Snedronningen 2025, er billetsalget i gang. Billetter kan købes via Det Kongelige Teaters hjemmeside, hvor du også kan se mere om forestillingen. Se her
Der er lagt op til en magisk teateroplevelse i Ulvedalene – og nu med et stærkt hold af statister klar til at indtage scenen!