Over de seneste 40 år er Danmark blevet forandret markant i takt med indvandringen fra ikkevestlige lande, viser nye tal, som den borgerlige tænketank CEPOS har trukket for Berlingske Tidende
Indvandring og (manglende) integration er et emne, der fylder meget – ikke mindst i det kommende valg til kommunalbestyrelserne og regionsrådene. For at kvalificere debatten kan det være frugtbart at studere tallene i den nye analyse, som lægger de kolde facts på bordet. Hvor mange flere indvandrere er der kommet siden 1986? Hvor bor de, og hvor har indvandringen været størst?
Overordnet viser tallene, at der siden 1986 er kommet 555.126 flere indvandrere og efterkommere med ikkevestlig baggrund i Danmark.
Men hvor tydeligt forandringen mærkes, afhænger i høj grad af, hvor i landet man bor.
For mens nogle kommuner – herunder Lyngby-Taarbæk – kun har oplevet en beskeden stigning, er andre blevet forvandlet i løbet af få årtier.
Ishøj topper listen
Intet andet sted i Danmark har indvandringen sat så markante spor som på den københavnske vestegn.
I dag topper de 11 vestegnskommuner – Albertslund, Ballerup, Brøndby, Glostrup, Gladsaxe, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk – listen over kommuner med højest andel af borgere med ikkevestlig baggrund.
Ishøj er den kommune i landet, hvor udviklingen er mest markant: Her har 40 procent af borgerne i dag ikkevestlig baggrund. Derefter følger Brøndby med 34 procent og Albertslund med 29 procent.
Selv i kommuner langt fra hovedstaden, hvor udgangspunktet var næsten ensidigt dansk, har der været en stigning. Alle landets 98 kommuner har i dag en større andel af borgere med ikkevestlig baggrund end for 40 år siden.
Lyngby-Taarbæk og nabokommunerne:
I Lyngby-Taarbæk Kommune udgjorde indvandrere 1 procent af befolkningen i 1986. I 2025 er tallet 12 procent. Der har altså været en stigning på 11 procentpoint. I nabokommunerne har der været tale om følgende udvikling:
Rudersdal: +7 procent, Furesø: +9 procent, Gentofte: +9 procent, Gladsaxe: +18 procent, Herlev: +19 procent.
Hvis du abonnerer på Berlingske Tidende, kan du her se et Danmarkskort, der viser udviklingen i samtlige kommuner:

Se kortet: Sådan har indvandring forandret Danmark på 40 år | Berlingske





