Opgaveudvalget for det specialiserede børne- og specialundervisningsområde afholdt onsdag den 18. marts en temaaften om skolefravær på Lundtofte Skole, hvor omkring 80 forældre, fagprofessionelle og medarbejdere fra kommunens skoler og sociale indsatser deltog.
Aftenen havde til formål at indsamle viden, erfaringer og perspektiver, som kan kvalificere opgaveudvalgets videre arbejde med at styrke kommunens indsats over for børn og familier med komplekse behov, med særligt fokus på den tidlige, forebyggende og sammenhængende indsats.

Psykolog Camilla Printz, forfatter til ‘Skolefravær – forståelser og handlemuligheder’ indledte aftenen med et oplæg om de forskellige faktorer, der kan være med til at skabe skolefravær, og understregede vigtigheden af tidlig indsats og et helhedsorienteret samarbejde mellem barn, familie, skole, PPR, socialrådgivere og øvrige aktører. Efterfølgende havde deltagerne mulighed for at besøge en række samtalestationer og bl.a. få indblik i kommunens eksisterende tilbud og indsatser.
Opgaveudvalget deltog aktivt gennem temaaftenen og har fået en række input, som nu indgår i det videre arbejde med at udvikle kommunens indsatser på området. Temaaftenen var en del af Lyngby-Taarbæk Kommunes samlede indsats for at styrke videndeling, samarbejde og kvaliteten i indsatsen over for skolefravær.








