En regnbue over Virum var symbol for en våd Sankt hans aften i Virum
Sankt Hans i Furesøparken blev i år lidt anderledes end vanligt. Hvor vi tidligere år er blevet forkælet med sol og varme, viste vejrguderne sig i år fra en mere lunefuld side. Sorte skyer trak hen over Furesøen, vinden var koldere end normalt, og en heftig byge fik den ellers fyldte plæne til at tømmes på få minutter. Men trods uvejret blev det en aften, som mange sent vil glemme – og som alligevel endte med bål, musik og fællesskab.

“Jeg har været med til at arrangere Sankt Hans i Furesøparken i mange år, og vi har altid været begunstiget af godt vejr,” “Men i år var det anderledes – og vi måtte holde stand i både regn og rusk.”
Alligevel blev festen gennemført – uden aflysning – og selvom nogle på Facebook undrede sig over, at man ikke havde meldt ud at arrangementet fandt sted gennemførtes arrangementet trods skiftende vejrlig.
Aftenen begyndte ellers godt. Mange børnefamilier havde fundet vej til Furesøparken, og som noget nyt var der i år etableret et særligt børnebål. På grund af den fugtige start blev det dog mest til røg, men børnene hyggede sig med mad og drikke på tæpper, mens forældrene slog sig ned omkring.

Men midt i børnenes begejstring trak uvejret op fra Furesøen. De mørke skyer forvandlede søens overflade til et dystert tæppe, og i løbet af få minutter blev den livlige plæne nærmest tømt. De seje børnefamilier, der holdt ud, søgte læ under ølvogne og teltene ved perleværkstedet, mens regnen piskede ned.
Og så – som et varsel om bedre tider – viste en regnbue sig over Virum, og kort efter klarnede det op. Det store bål kunne tændes, og musikken, som havde været gemt væk under paraplyer,, blev igen spillet under åben himmel.

Båltalen blev i år holdt af Ida Friis, rektor for Virum Gymnasium, og musikalsk blev aftenen rundet af med bluessangeren guitaristen Hugo João. Han afløste jazzsangerinden Stine Schwennesen som ellers havde gennemført den første del af arrangementet som sanger og konfeencier.
Resten af aftenen forløb uden regn og med den sædvanlige kombination af hyggeligt nabosamvær, kolde øl og levende musik. Deltagerantallet var trods vejret ikke helt som det plejer, og arrangementet blev gennemført med stor succes – hovedsageligt planlagt af den nye forening Vi i Virum, som er udsprunget af Virum Grundejerforening.
Grundejerforeningen har løsnet op for medlemsbetingelserne så det ikke mere er en betingelse at man er grundejer for at være medlem af foreningen
Vi i Virum arbejder sammen med Virum-Sorgenfri Handels- og Borgerforening om at skabe inkluderende og åbne arrangementer for hele området, og alt tyder på, at Sankt Hans blot var begyndelsen. Flere fælles begivenheder vil givetvis komme i tiden fremover.
