Optakt: Sandgrav før topkampen i Aalborg

Foto: Lyngby Boldklub

.

Lørdag venter en ny test i toppen af Betinia Liga, når Lyngby Boldklub drager mod Nordens Paris for at møde AaB. Lauge Sandgrav forventer en kamp på højt niveau, og håber på et opgør med både tempo og underholdning.

Lørdag går turen til Aalborg, hvor Lyngby møder AaB i et opgør, der på mange måder kan måle sig med Superligaen. Det bliver en af sæsonens længste ture, men også en kamp, Lauge Sandgrav ser frem til.

“Det er en lang tur, men vi har et godt sammenhold på holdet, så det gør busturen lidt nemmere. Og så håber jeg, det bliver en god kamp – også en topkamp. Jeg synes, AaB er inde i en god udvikling, så jeg tror det bliver en kamp på højt niveau,” siger han.

En kamp med Superliga-fornemmelse

For Sandgrav bliver det et opgør, der både på rammer og intensitet minder om et Superliga-opgør.
“Det er nok næsten det tætteste, vi kan komme på at spille en Superliga-kamp i 1. division – i forhold til omgivelser, tilskuere og niveau,” siger han. “Selvom de måske ikke har fået helt så mange point, som de havde håbet, så har de stadig nogle dygtige spillere.”

Lyngby har selv haft godt fat på offensiven i efteråret, og Sandgrav håber på et opgør, der bliver lige så underholdende for fansene, som det er intenst for spillerne:
“Vi scorer jo en del mål, så forhåbentlig bliver det en underholdende kamp.”

Gode minder fra sidste besøg

Da Lyngby sidst var i Aalborg, endte kampen 2-2. Her fik Sandgrav en nøglerolle med en assist til udligningen i slutminutterne.
“Jeg husker, at jeg lavede en assist, og at Amon scorede,” fortæller han. ”De kampe var lidt anderledes end den her, fordi det hele handlede om at overleve. Jeg husker det som en tæt og spændende kamp”

Denne gang kæmper begge hold for at vende tilbage til Danmarks fineste selskab i Superligaen. Det er to hold som skaber mange chancer, og er glade for at være på bolden.
“Jeg synes, vi er bedst, når vi selv har bolden. Men det bliver også vigtigt at kunne finde noget ro i at stå lidt lavere og stå i vores organisation,” siger han.

Personligt håber Sandgrav igen at kunne bidrage offensivt, men lægger også vægt på defensiven som en nøgle til sejr:
“Offensivt handler det for mig om at komme ind i mellemrum og sætte nogle af de andre op. Så skal vi blive lidt bedre til at forsvare. De ting vi har snakket om i løbet af ugen, især efter vi lukkede tre mål ind mod Fremad, det skal være blevet bedre.”

Opbakningen er vigtig

Selvom der er langt til Aalborg, håber Sandgrav igen på støtte fra de kongeblå fans.
“Vi ved godt, at der er rimelig langt derop, så det betyder ekstra meget med dem, der vælger at komme. Det giver os noget moralsk opbakning, men også en påmindelse om, hvad vi spiller for og hvem vi spiller for. Det hjælper helt klart med opbakningen fra de medrejsende” siger han.

Kampinfo

Kamp: AaB – Lyngby Boldklub
Dato og tidspunkt: Lørdag den 25. oktober kl. 14.00
Sted: Aalborg Portland Park

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

I Virum-Sorgenfri Avis i efteråret spurgte vi partierne om, hvordan..

Efter en længere pause vender Jonny Hefty & Jøden tilbage..

Allerede i maj måned bad vi de politiske fortælle hvorfor..