I februar kan du som kunde være med til at bestemme, hvem der skal træffe beslutninger om drikkevand og spildevand i Lyngby-Taarbæk.
I februar 2026 har kunder i Lyngby-Taarbæk Forsyning mulighed for at få direkte indflydelse på udviklingen af den lokale vand- og spildevandsforsyning, når der afholdes forbrugervalg til bestyrelserne i Lyngby-Taarbæk Vand A/S og Lyngby-Taarbæk Spildevand A/S.
Hvert fjerde år vælges to forbrugervalgte medlemmer og to suppleanter til bestyrelserne i de to vandselskaber. Bestyrelserne træffer vigtige beslutninger om nogle af de samfundskritiske opgaver, som Lyngby-Taarbæk Forsyning varetager. Det handler blandt andet om at sikre rent drikkevand, håndtere spildevand og om at ruste forsyningen til fremtidens udfordringer med klimaforandringer og stigende vandmængder.
”Forbrugernes stemme ved valget er vigtig, da den er afgørende for, hvem der skal være med til at træffe beslutninger om vores vand og spildevand i de kommende år. Jeg håber, at alle kunder vil benytte muligheden for at påvirke, hvordan vi arbejder med bl.a. forsyningssikkerhed og klimatilpasning,” siger Jane B. Madsen, administrerende direktør i Lyngby-Taarbæk Forsyning.
9 kandidater stiller op
Fristen for at melde sig som kandidat udløb den 23. november 2025, og i alt stiller ni kandidater op til de forbrugervalgte bestyrelsespladser. Nu er det op til kunderne at afgøre, hvem der skal indgå i bestyrelserne i perioden 2026-2030 og være med til at sætte retningen for nogle af forsyningsselskabets vigtigste samfundsopgaver. De to kandidater med flest stemmer vælges til bestyrelsen, mens kandidaterne på tredje- og fjerdepladsen bliver suppleanter.
Hvem kan stemme – og hvordan?
Forbrugervalget er for kunder i Lyngby-Taarbæk Forsyning, og hver husstand har én stemme.
Valgperioden løber fra 1. til 28. februar 2026, og afstemningen foregår elektronisk via ltf.dk/forbrugervalg.
På ltf.dk/forbrugervalg findes flere informationer om valget, kandidaterne og afstemningen.




