Lysene var tændt i rotunden, bålfade sat ud, og stemningen var helt i top. Alle glædede sig til at præsentere vores dejlige gymnasium for de kommende elever med deres forældre. Gæsterne blev budt velkommen i

forhallen med vores dejlige kor, som lige havde været på kor-weekend og indøvet alle sangene. 20 veloplagte guider i røde trøjer var klar til at vise rundt på VG.
I VG-hallen varmede vores lærerjazzband op med et flot billedloop som bagtæppe af vores husfotograf, Søren Kauffeldt, fra skolens liv i løbet af året. De 1200 stole blev næsten fyldt op, og 19.30 stod rektor Ida Friis og vores elevrådsrepræsentantskab, Laura Wichmand Løber, 3j, og Bertram F. Ameland, 2e, klar til at fortælle om faglighed, fællesskab, medbestemmelse og den almindelige dagligdag på Virum Gymnasium. I hallen fik de besøgende også et indblik i to numre fra årets musical ”Det kommer aldrig til at ske”, skrevet af dramalærer Mie Pittersen. Vores mange elevudvalg fik også lov at præsentere sig på scenen. Afslutningsvis kom vicerektor Andreas Holmsted Olesen på scenen og fortalte om optagelsesproceduren. Ansøgning skal være sendt senest 1. marts. Efterfølgende fortalte vicerektor om aktiviteterne rundt på skolen i løbet af aftenen.

Ude i fagene stod elever og lærere og trippede, glædede sig til at få besøg i fagene. Og sikke en aktivitet! Der blev vist og fortalt og stillet mange spørgsmål i fagene, men også til gymnasievejlederne, som både var at finde i forhallen og i glasgangen. Vicerektor Andreas Holmsted Olesen stod for to runder i Auditoriet, hvor han fortalte om skolens 13 studieretninger. De kan ses på dette link: https://virum-gym.dk/studiet/studieretninger/.

Talent- og interessetilbud og internationale aktiviteter blev i år præsenteret i studiesalen sammen med skolens 16 elevudvalg. Her var der mulighed for både at tage et spil skak eller et slag bordtennis. Skakudvalget har i det forløbne år fået stor tilslutning af mange 1g-elever, hvilket har betydet, at der er skaktræning tirsdage eftermiddage i ulige uger. Det er nu også blevet muligt at deltage i skakturneringer med andre gymnasier. Frivillighedsudvalget, som er skolens største udvalg, afholder Danmarks Indsamling lørdag den 31. marts klokken 11.00–14.00. Åbent Hus var en god lejlighed til at byde lokalsamfundet indenfor til denne indsamling.

I Team Danmark-lokalet var der stort fremmøde, hvor flere ville høre om VG’s Team Danmark- og elitesportsordning, hvor Team Danmark-koordinator Thomas Madsen og Team Danmark-vejleder Morten Rasmussen stod for oplæg og spørgsmål sammen med fire Team Danmark-elever, som repræsenterede kajak, roning og orienteringsløb. VG har i øjeblikket 60 Team Danmark-elever og 80 elitesportselever. På lærerværelset sad repræsentanter fra alle 1g-studieretningerne klar til at fortælle om grundforløb og studieretninger. Det var nogle meget veloplagte elever, som var rigtig gode til at få gæsterne ind på lærerværelset til en god snak om livet som 1g-elev. I baggrunden blev der spillet jazz af Christian Holst og Jon Monrad Møller.

De kunstneriske fag blev rigtig godt besøgt, og her tilbyder skolen alle 5 mulige: musik, billedkunst, arkitektur og design, mediefag og dramatik. I sprogfagene summede det af gloser, flag og mange relevante spørgsmål. Skal der vælges tysk fortsætter, fransk begynder/fortsætter eller spansk begyndersprog? Både kunstnerisk fag og sprogvalg skal vælges samtidig med ansøgningen.
Da klokken var ca. 21.40, ebbede det ud med unge og forældre, og vi kunne alle glæde os over en veloverstået aften. Nåede man ikke Åbent Hus den 14. januar, er der mulighed for at besøge skolen. Vi tager stadig imod besøg af besøgselever helt ind til den 3. februar. Tilmelding på VG’s hjemmeside: https://virum-gym.dk/ny-elev/besoeg-vg/




