“Ane Sofie Lindegaard havde forsamlingen i sin hule hånd aftenen igennem”
.
Præcis tre måneder efter sit foredrag om ”Søren Kierkegaard og kærlighed” holdt Ane Sofie Lindegaard endnu et foredrag i Sorgenfri kirkes sognegård om den store filosof og teolog – som hun havde lovet alle os, der var til foredraget i november.
Denne gang var emnet: ”Hvad Kierkegaard har lært mig om fortvivlelse – som præst og som menneske.”
Både præst og psykoterapeut
Udover at være præst i Sorgenfri kirke er Ane Sofie Lindegaard som bekendt psykoterapeut, så hun favner bredt, hvilket man også kunne se af det meget store fremmøde til foredraget – sognegården var endnu engang godt besøgt – og igen fik tilhørerne ”en på opleveren.”
Strukturen
Som det var tilfældet sidst, så var også denne aftens foredrag opdelt i fire dele – med følgende overskrifter:
- Syntesen og fortvivlelsen
- Ubalancer og syndernes mangfoldighed
- Bekymringer og himlens fugle
- Kontakt åbner himlens port
Og overskriftens anden del: ”som præst og menneske” blev også denne gang efterlevet helt bogstaveligt.
For, som det var tilfældet sidst, så brugte Ann Sofie Lindegaard igen utallige episoder fra såvel sit job som præst og sjælesørger som fra sit ægteskab med Jonas til at anskueliggøre Kierkegaards elegante og smukke, men ikke altid helt lettilgængelige betragtninger om begrebet fortvivlelse.
Livsfortællinger
Hun lagde ud med at tale om begrebet depression, som hun af og til selv kunne lide af, men her kom Jonas, som ikke selv kender til fænomenet, ind i billedet som en slags redningsmand.
Sofie fortalte, at en del af styrken i hendes eget ægteskab og personlige udvikling kan findes i det faktum, at hun og Jonas kommer med hver deres ”livsfortælling” – altså den måde, hvorpå de to familier har grebet deres livsbaner an.
Billedlig talt havde den ene gren et motto, som nærmest kunne oversættes til: ”Op på hesten igen,” mens den anden families lå tæt på begrebet: ”En ny dag truer,” og en kombination af disse to modeller gjorde det faktisk lidt lettere at komme videre i tilværelsen.
Det er dog vigtigt at forstå, at man ikke går neutralt til sig selv med disse livsmønstre, men tager udgangspunkt i den grundfortælling, man kender, og lægger lidt til med risiko for måske at misse helheden. Til gengæld kan man måske trække lidt på den anden familiegrens livsfortælling og således lære af hinanden.
Fortvivlelse
Kigger man nærmere på de forskellige former for fortvivlelse, så kan man konkludere, at mennesket er spændt ud mellem det passive – alt det, som ikke kan ændres – og så det aktive – friheden til at forholde sig til sig selv.
Vi skal prøve at holde sammen på det timelige og det evige, og vi skal prøve at forholde os til os selv ved at kigge ind på os selv – udefra.
Kierkegaard opererer med to grundformer for fortvivlelse – nemlig, at ”det fortvivlede menneske ikke vil være sig selv,” men gerne en anden og derfor gemmer sig i roller, arbejde og travlhed.
Denne form betyder, at mennesket forsvinder for sig selv, og selvet går i opløsning, mens den anden grundform, som går ud på, at ”mennesket gerne vil være sig selv,” bygger på stolthed og trods – ja, Kierkegaard er ikke helt nem at gå til.
Overlevelse
Et andet af livets spørgsmål er: ”Hvordan lever man videre, når man rammes af noget forfærdeligt i sit liv.”
Nogen giver op, mens andre formår at bevare et håb for fremtiden.
En af grundene til, at mennesket giver op, er, at mennesket har forholdt sig for meget til et eneste menneske og det er der ingen, der kan holde til, siger Kierkegaard – det kan alene Gud.
Endnu mere fortvivlelse
Kierkegaard taler om ”Uendelighedens fortvivlelse,” hvor man flygter fra sig selv og således kun bliver drømmende tilstede i sit liv, samt om
”Endelighedens fortvivlelse,” hvor mennesket reduceres til alt det, der er målbart, nemlig krop, status og job, men her har mennesket tilbøjelighed til at glemme dybden samt de indre muligheder, der gør, at mennesket altid er mere, end det, vi bare gør.
”Mulighedens fortvivlelse” kan lyde langt mere tillokkende. Her er alting muligt, alt skal holdes åbent, så af angst for at lukke døre, tør man måske ikke tage begrænsningen til sig.
Det kan i sidste ende betyde, at mennesket risikerer at løbe vild i alle de muligheder, der findes.
Mennesket som et hus
Kierkegaard bruger begrebet ”kældermenneske,” hvor han sammenligner mennesket med et hus.
Huset har kælder, stueetage og noget, der ligner penthouse på toppen, og Kierkegaard er fortvivlet over, at de fleste mennesker vælger at ”bo i kælderen” og således ”have sig selv på slæb,” som Sofie udtrykte det.
At bo i kælderen kan sammenlignes med depression, og det er jo ærgerligt, når mennesket lige så godt kunne bo øverst og glæde sig over den langt bedre udsigt – og hermed livsmuligheder – der findes der.
Bibelen og eventyr
Mod slutningen af foredraget kom vi kom gennem citater fra 2. Mosebog og fra Bjergprædikenen, og sidstnævntes beskrivelse af skønheden blandt ”markens liljer” førte direkte over i Kierkegaards meget søde eventyr om Fuglen og Liljen – et eventyr, som fik LTAs udsendte til at tænke på H.C. Andersens eventyr, Klokken, hvori man også konstant jagter lykken.
Som det var tilfældet i november, så kom vi vidt omkring i de 90 minutter, foredraget varede.
Ane Sofie Lindegaard er en fremragende fortæller, der – trods det noget vanskeligt tilgængelige stof – formår at holde sit publikum fanget.
Pause var der dårligt tid til, så spændende var det at være til stede.
Ingen havde travlt med at kommen hjem, så der var tid til et par spørgsmål, inden alle begav sig ud i februarkulden – endnu en oplevelse rigere.
