Endnu engang oplever vi, at udgifterne på handicap området i Lyngby-Taarbæk Kommune stiger, og endnu engang forsøger politikerne at forklare det væk som “dyre enkeltsager” og “uforudsete behov”. Men sandheden er, at det er dem selv, der har opbygget problemet – år for år – ved ikke at tage ansvar i tide.
Kommunens egen budgetopfølgning viser, at der er behov for et massivt løft til det specialiserede socialområde. Forvaltningen foreslår en budgetudvidelse på over 44 millioner kroner fra 2026 og frem, fordi tidligere budgetter ganske enkelt har været for lave. Behovet har været der længe – men man har ikke villet erkende det.
I Dansk Folkeparti ser vi dette som et klart bevis på, at der ikke er blevet udvist rettidig omhu. At det først nu – i 2025 – erkendes, at mistrivslen er steget voldsomt, er et resultat af politisk nølen og manglende handlekraft gennem en årrække.
Vi hører politikernes undskyldninger om “enkeltsager, der sprænger budgetterne”. Men et barn bliver ikke til en “dyr enkeltsag” over natten, på en uge eller en måned. Det sker, når barnet bliver svigtet – gang på gang, og når forælder bliver mødt af en mur af afvisninger, forsinkelser, henlæggelser, lappeløsninger og ansvarsforflygtigelse.
Når Udvalgsformand Gitte Kjær- Westermann påstår, at “vi ikke ved, hvad der virker” i forhold til forebyggelse, så nedvurderer hun ikke bare forældre og pårørende, men også det enorme arbejde som organisationer som f.eks. Bedre Psykiatri, Børns Vilkår og Psykiatrifonden har lagt i årevis. De ved hvad der virker- og de deler faktisk den viden igen og igen.
Problemet er ikke mangel på evidens, men mangel på politisk vilje og prioritering.
Som mormor til børn med psykisk sygdom står jeg selv midt i helvede af et sygt system. Jeg oplever, hvordan forældre må kæmpe mod kommuner i årevis for at få basale tilbud til deres syge børn.
Som pårørende føler jeg mig magtesløs. Men jeg bliver også pokkers vred. For det her handler ikke om enkeltsager. Det handler om et system, der alt for ofte svigter dem, det skulle beskytte.
Det her er ikke bare politik for mig. Det er personligt, og jeg vil kæmpe for, at ingen familie skal stå alene. Det er på tide vi sætter mennesker før systemet.
