Den sidste fredag aften i februar fik publikum en helt særlig musikalsk oplevelse på Lindegaarden – en koncert med tre markante stjernemusikere.
Stjerner i top.
I centrum var Michala Petri – Danmarks internationalt anerkendte blokfløjtenist – omgivet af Lars Hannibal på guitar og lut samt Frank Reinecke på kontrabas.
Hver for sig har de tre haft flere succesfulde koncerter på Lindegaarden, men denne aften er første gang, de optræder sammen her.
Nystartet som trio.
Trioen debuterede ved ”Tivoli International Sommerfestival” i august sidste år, og her begejstrede de publikum med deres samspil og musikalske nærvær, så forventningerne blandt publikum fredag aften var store, og Lindegaardens store sal var fyldt til bristepunktet.
Og det her spillede de.
Første nummer på denne regnvåde aften var Johan Sebastian Bachs sonate i F-dur i fire satser.
Et rart nummer at starte på – både kunstnere og publikum så ud til at nyde det.
Efter denne stemningsfulde start fulgte to solostykker skrevet af en blind hollandsk renæssancekomponist, som udover at skrive musik også havde til opgave at forlyste de besøgende, som kom på den kirkegård, han bestyrede.
”Fløjtelystgården” hedder stykket oversat til dansk.
På den tid blev stykkerne spillet på renæssancefløjte, der er noget dybere end nutidens fløjter, hvilket vi fik et godt eksempel på.
Bassen overtager melodien. Derefter fulgte to stykker af en spansk komponist.
Her spillede Michala Petri først på en basfløjte, der er noget større end de små fløjter, som vi er vant til at se hende håndtere til perfektion, samtidig med at trioens bassist havde til opgave at spille melodistemmen.
En noget besynderlig fordeling af opgaverne, men man lærer jo hele tiden.
Det andet spanske stykke blev spillet med den sædvanlige fordeling af rollerne, og Michala Petri havde igen et sikkert greb om en denne gang nærmest mikroskopisk fløjte, der beherskede selv de højeste toner.
Händel, Bach & Vivaldi.
Så spillede trioen Händels Baroksonate i B-dur i tre satser, og publikum fik at vide, at Händel og Bach, der jo er to af de førende barokkomponister, begge er født i marts måned i 1685, og at der bare der var 30 km mellem deres fødesteder. Tankevækkende.
Første afdeling sluttede med Sonate i G-dur af Vivaldi i tre satser fra samlingen ”Den lykkelige præst.”
Alle ved, at Vivaldi skrev flere hundrede sonater, men onde tunger kan finde på sige, at han blot skrev den samme sonate flere hundreder gange. Stykkerne minder om hinanden, og musikken har en strømmende effekt, som passer godt til vandet, der passerer gennem Venedig
Tid til fordybelse.
Anden afdeling startede med ”Mirror of the Past” – et helt enestående tonesprog inspireret af digte fra Tang-dynastiet i Kina fra år 600 til år 900 – skrevet af Lars Hannibal for at illustrere, hvad der kan ligge ud over den stress og det jag, som vi er omgivet af i dag.
Inden hvert musikstykke læste Lars Hannibal det digt op, som har inspireret ham til det pågældende stykke.
En meget stemningsfuld oplevelse for publikum, der blev fulgt op af en historie om folket, som musikken er relateret til.
Per Nørgaard dialog.
Næste nummer var Per Nørgaards ”Balkonscene,” eller som stykket hedder på engelsk; ”Twilight Dialog,” en dialog mellem mande- og kvindestemme, hvor stemmerne veksler, og man kan være i tvivl om, hvem der får det sidste ord. Her fik vi endnu engang demonstreret fløjtens alsidighed.
Galskab, dårskab & inspiration.
Aftenens sidste stykke – inden ekstranummeret, som Michala Petri så kækt udtrykte det – var af den italienske komponist, Forelli.
Det hed la Folia – der betyder galskab eller dårskab – og navnet hentyder til en dans, der bliver hurtigere og hurtigere, og som har inspireret komponister som Kuhlau, da han skrev den kendte menuet fra Elverhøj.
Stykket her er i 24 variationer
Endnu en stor oplevelse.
Aftenen sluttede med en gentagelse af et af de tidligere numre – spillet med stor fantasi og smittende energi – så publikum, der kvitterede med stående ovation – kunne gå glade hjem efter en stor musikalsk oplevelse.
Refleksion.
De kan altså noget – også med musikken – på Lindegaarden, og LTA’s udsendte, som på denne aften havde prioriteret musik på Lindegaarden frem for fodbold på Lyngby Stadion, kørte hjem med et stort smil på læben og en masse blokfløjtetoner i hovedet – idet han mindedes, hvordan han selv i forrige årtusinde havde kæmpet med instrumentet, uden at det nogensinde blev til at holde ud at høre på for omgivelserne.
