Et nødvendigt projekt – men hvad er den bedste placering?

Markerne ved Frederiksdal er 350,000m2 – Entrepenøren skal bruge 10.000
.

I en tidligere artikel fra 5, januar, blev vi præsenteret for den plan, som kommunen vil indgå med entreprenøren bag fjernvarmeprojektet i Furesøkvarteret. Projektet, som forventes at strække sig over cirka seks år, kræver betydelige arealer til oplag og drift – og her er placeringen altafgørende.

Planen blev fremsat som et alternativ efter et afslag fra Danmarks Naturfredningsforening, der ikke kunne godkende brugen af et område på markerne ved Frederiksdal. Et område, der ellers blev vurderet som både funktionelt og skånsomt i forhold til omgivelserne.

Det er vigtigt at de mange rør og andet materiale ikke skal transporteres for meget både indenfor Virum og Sorgenfri men også fra andre dele af kommunen

Jeg har stor forståelse for, at markerne ved Frederiksdal er fredede. Det er vigtigt, at vi værner om de frie landskaber og det bevarede landbrug i kommunen – det er til glæde for os alle. Men når alle andre betingelser er opfyldt – Frederiksdal Slot har givet grønt lys til leje, og jorden kan beviseligt genetableres efter endt brug – giver det anledning til eftertanke.

Den nuværende plan indebærer placeringer midt mellem boligområder, hvilket uundgåeligt vil medføre støj- og lysgener for naboerne – både dag og aften. Derudover kræver placeringen ved Furesøparken adskillige dispensationer.

Set i det lys virker det besynderligt, at det ikke er muligt at finde blot et mindre område på de omkring 25 hektar (ca. 350.000 m²) landbrugsjord i Virum, der midlertidigt kan benyttes til formålet. Her ville man kunne undgå gener for beboerne – både hvad angår støj, lys og tung trafik – og samtidig bidrage til en mere bæredygtig logistik i hele projektet.

Den foreslåede placering var forholdsvis tæt på de få boliger der ligger op af markerne

Der blev tidligere udtrykt bekymring over den nære placering til enkelte boliger ved marken, men måske tiden er inde til at invitere Danmarks Naturfredningsforening med ud i virkeligheden og vurdere, om en fornuftig, midlertidig løsning kunne findes, hvor ingen eller færrest muligt bliver forstyrrede.

Alternativt kunne man måske udpege et lille stykke skov ved Spurveskjul eller lignende – blot et sted i nærområdet, hvor generne holdes på et minimum.

Faktisk er det også kommunens udtrykte ønske og vurdering, at markerne ved Frederiksdal ville være den bedst egnede løsning.

Jeg har kontaktet formand for teknik og miljøudvalget Richard Sandbæk i forbindelse med sagen, og han har venligt besvaret min henvendelse. Det understreger, at der fortsat er dialog – og forhåbentlig åbning for en mere hensigtsmæssig løsning.

Richard Sandbæk svarer

Jeg har følgende kommentarer som formand for Teknik-og Miljøudvalget:

Et enigt Teknik-, Byplan- og Økonomiudvalg anbefalede henholdsvis den 25. november 2025, den 26. november 2025 og den 4. december 2025 at 3 arealer, herunder en græsplæne ved Furesøparken, kunne udlejes til M. J. Eriksson til brug som oplagsplads i forbindelse med udrulning af fjernvarme.

Det er vigtigt at bemærke,  at ibrugtagning af arealet til oplagsplads vil kræve, at der meddeles dispensation fra gældende lokalplan samt søbeskyttelses- og skovbeskyttelseslinje samt at der vil skulle foretages naboorientering inden der træffes afgørelse med hensyn til dispensation fra lokalplanen. Endvidere skal de nævnte dispensationer behandles politisk. Jeg kan forstå at forvaltningen forventer,  at modtage en fyldestgørende ansøgning fra M.J. Eriksson ved udgangen af januar 2026.

Årsagen til denne sag er jo at Hovedkontoret for DN har påklaget en anvendelse af Frederiksdals jorde som oplagsplads til fjernvarmematerialer og her afventer vi en afgørelse sandsynligvis til foråret for efter min mening vil det stadig være den bedste løsning for alle parter. 

Alternativet til oplagspladser er jo at Vestforbrænding og deres entreprenør skal anvende villaveje til opbevaring af f.eks. rør inden de kan nedlægges og det er heller ikke en ideel løsning.

Referat fra økonomiudvalgsmøde 4. december pkt. 22

Forvaltningen foreslår, at en græsplæne ved Furesøvej/Furesø Parkvej, en del af pendlerparkeringspladsen ved Sorgenfri St. og et areal ved Lundtoftegårdsvej udlejes/stilles til rådighed for M.J. Eriksson til opbevaring af materiel.

Problemstilling

M. J. Erikssons behov for nye arealer til oplagspladser er opstået af tre grunde:

  • For øjeblikket opbevares der opgravet jord i containere langs villaveje i Virum-Sorgenfri, inden det enten køres væk eller genindbygges. 
  • For øjeblikket udrulles der kun fjernvarme i Virum-Sorgenfri, og der er således mange tunge transporter med materiel og lignende på tværs af kommunen mellem Virum-Sorgenfri og M.J. Erikssons nuværende oplagsplads ved Lundtoftegårdsvej. Især Fuglevadsvej er belastet. 
  • M.J. Eriksson har vundet udbuddet for udrulningen af Etape 2 i Lyngby-Taarbæk Kommune, og har allerede nu hjemkøbt materiel, som der mangles opbevaringsplads til. 

Frederiksdals Slots landbrugsjorde vil både kunne bruges til at opbevare opgravet jord og materiel, der skal bruges til fjernvarmeudrulningen i Virum-Sorgenfri, og kan således løse flere af de problemer der lige nu opleves med containere langs villaveje og tunge transporter på tværs af kommunen. Indtil der kommer en afklaring af, om arealet kan tages i brug, kan der dog stilles alternative arealer til rådighed i Virum-Sorgenfri. De vil potentielt skulle være i brug frem til 2030, hvis ikke Frederiksdals Slots landbrugsjorde kan tages i brug. 

M.J. Eriksson også brug for et nyt areal i den vestlige del af kommunen, som skal bruges til at opbevare nyt materiel indkøbt til Etape 2. M.J. Eriksson har selv peget på et areal, som ligger ved Lundtoftegårdsvej, lidt nord for deres nuværende oplagsplads. Udlejningen af dette areal forventes ikke at skabe øget trafik på tværs af kommunen, idet der er meget store Etape 2 områder i nærheden af arealet som skal udrulles, (Hjortekær og Fortunen).  M.J. Eriksson arbejder kun i et eller to Etape 1 energidistrikter af gangen på nuværende tidspunkt, men ser muligvis ind i, at skulle arbejde i otte Etape 1 og Etape 2 distrikter samtidigt. Derfor er det en generel forudsætning for den fortsatte fjernvarmeudrulning, at de får mere oplagsplads.

Vedhæftet denne sag findes en screening af arealer i Virum-Sorgenfri. Screeningen indeholder kun kommunale arealer, da forvaltningen ikke vurderer at der findes egnede private arealer. Vedhæftet denne sag findes også en screening af mulige arealer i den østlige del af kommunen, som indeholder det areal, som M.J. Eriksson har peget på.

Løsninger

Alternativ oplagsplads til opbevaring af jord i Virum-Sorgenfri: 

På nuværende tidspunkt er der opstillet et stort antal containere langs de villaveje i Virum-Sorgenfri hvor der graves. Dette har ført til store trafiksikkerhedsmæssige udfordringer og mange klager, og på længere sigt vil det ikke være fysisk muligt at opstille det nødvendige antal containere, når der skal graves på meget smalle veje. For at få fjernet containerne fra villavejene kan den opgravede jord i stedet opbevares på en oplagsplads. M.J. Eriksson har stillet som krav, at et areal til opbevaring af jord skal være mindst 3.500 kvm. På arealet vil man skulle kunne etablere midlertidige båse af betonelementer, så der kan holdes styr på, hvor jorden kommer fra. Da der ville blive megen kørsel på et sådant areal, vurderes det ikke, at træer inde på arealet ville kunne beskyttes. Baseret på ønsket til arealets størrelse, hensynet til kommunens træer, og hensynet til skolebørn på vej til skole, vurderes det ikke, at der kan findes et areal i Virum-Sorgenfri, (bortset fra Frederiksdals landsbrugsjorde), som er egnet. 

For at løse udfordringen med pladsmangel på vejene til opbevaring af containere med jord, har forvaltningen aftalt med M.J. Eriksson, at opgravet jord – indtil videre – skal køres til Lundtoftegårdsvej i de tilfælde hvor det er nødvendigt pga. trafiksikkerhed og pladsbehov. Her kan det opbevares, inden det køres tilbage til Virum-Sorgenfri og bliver genindbygget. Dette løser problemet med containere på villaveje, men betyder til gengæld, at kørslerne på tværs af kommunen forventes at stige i antal, også selvom der kan peges på arealer i Virum-Sorgenfri, hvor M. J. Eriksson vil kunne opbevare materiel og lignende. Hvis en oplagsplads på Frederiksdals landsbrugsjorde kan tages i brug i maj, bliver den øgede trafikbelastning dog midlertidig. 

Alternativ oplagsplads til opbevaring af materiel og lignende i Virum-Sorgenfri:

Hvis kommunen udlejer/stiller et areal til rådighed til opbevaring af materiel, vil der helt konkret være tale om oplag af grus, rør, arbejdsmaskiner og containere til værktøj m.m. 

Af de 13 beskrevne arealer i screeningen har forvaltningen valgt at foretage en mere indgående undersøgelse af to arealer, som vurderes egnede. Arealerne beskrives nedenfor:.

Område 3: Grønt areal ved Furesøvej/Furesø Parkvej.

Denne græsplæne er formelt en del af Furesøparken, men er ikke en beskyttet naturtype, sådan som resten af parken er. Forvaltningen kender ikke til, at spejdergruppen Virumgruppen, som holder til i det tilstødende spejderhus, har en særlig brugsret til arealet.  Der er dog en stor permanent bålplads nederst på græsplænen nær spejderhuset, som forvaltningen vurderer, at spejdergruppen stadigvæk bør kunne bruge, og som derfor ville skulle friholdes. Derudover vurderer forvaltningen, at andre aktiviteter kan flyttes til den resterende del af parken. Gruppen er blevet kontaktet, men er ikke vendt tilbage.

Det er et opmærksomhedspunkt at Furesøvej/Furesø parkvej bruges af skolebørn. Det vurderes, at der ville skulle betales leje for brug af området.

Område 8: Pendlerparkeringsplads ved Sorgenfri St.

Cirka 1000 kvm af parkeringspladsen bruges allerede i dag som oplagsplads af entreprenøren Arkil. Den seneste udmelding fra Vestforbrænding er, at Arkil vil være færdige med deres entreprise og derfor – må man formode – brugen af arealet, i starten af 2026. Der er dog en stor usikkerhed forbundet med dette. Efter Arkil er væk vil M.J. Eriksson kunne overtage arealet, og bruge det til opbevaring af materiel og lignende.

Forvaltningen anbefaler ikke at anvende hele pendlerparkeringspladsen. Det vurderes, at der ikke ville skulle betales leje for brug af området.

Oplagsplads til opbevaring af materiel og lignende ved Lundtoftegårdsvej:

M. J. Eriksson har henvendt sig og spurgt, om det vil være muligt at leje et areal ved Lundtoftegårdsvej, som ligger nord for deres nuværende oplagsplads. Arealet blev screenet i 2023 i forbindelse med udlejning af deres nuværende oplagsplads. Arealet benævnes i screeningen “1.b – Areal i traceet nord”. 

Arealet er i Tillæg 4 til spildevandsplanen reserveret til regnvandsbassin. Lyngby-Taarbæk Forsyning har dog stadigvæk ikke meldt ud, hvornår regnvandsbassinet bliver etableret. Forvaltningen vurderer, at det tidligst bliver i slutningen af 2026, og at arealet derfor kan udlejes i minimum et år.

Arealet vurderes at være egnet til udlejning, på den betingelse, at udlejningen ophører lige så snart Lyngby-Taarbæk Forsyning får brug for at etablere regnvandsbassinet. Lyngby-Taarbæk Forsyning er indforståede med dette.

Som det oplyses ovenfor, forventes udlejning af dette areal ikke at bidrage til den tværgående trafik, fordi det primært forventes at skulle understøtte Etape 2 udrulningen i den østlige del af kommunen.

Samlet vurdering

Da det fremover kan forventes, at der skal udrulles fjernvarme i op til 8 distrikter samtidigt, er det en generel forudsætning for udrulningen at der findes mere oplagsplads i kommunen. For Virum-Sorgenfri specifikt skal det bemærkes at forvaltningen fortsat anser oplag på Frederiksdals Slots landbrugsjorde som den mest optimale løsning, og at de i denne sag behandlede forslag kun er i betragtning pga. Dansk Naturfredningsforenings landsorganisations anke af Fredningsnævnets afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

For de fleste af de screenede arealer i Virum-Sorgenfri gælder det, at de ligger meget tæt på boliger, og at der derfor kan være gener for de omkringboende i dagtimerne. Med brug af græsplænen ved Furesøvej/Furesø Parkvej mindsker man genen fra tung trafik for nogle beboere i kommunen, men påfører den for andre. Dertil kommer brugen af pendlerparkeringspladsen ved Sorgenfri St., som ikke vurderes at være forbundet med gener for beboere, men som har en usikker tidshorisont, og som ikke kan dække behovet alene medmindre hele parkeringspladsen tages brug. 

Ibrugtagningen af ovennævnte arealer betyder, at der bliver færre tværgående kørsler, end hvis de ikke tages i brug. Som nævnt tidligere i denne sag forventer forvaltningen dog ikke, at der i den nærmeste fremtid vil komme færre tværgående kørsler samlet set, fordi der vil være væsentligt flere kørsler forbundet med flytning af jord end der har været med flytning af materiel. Hvis en oplagsplads på Frederiksdals landsbrugsjorde kan tages i brug i maj, bliver den øgede trafikbelastning dog midlertidig.

Alternativet til ikke at følge forvaltningens indstilling omkring udlejning/rådighedsstillen af  Furesøvej/Furesø Parkvej og en del af pendlerparkeringspladsen ved Sorgenfri St., er at vente indtil der forventeligt kommer en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet i maj 2026 omkring brug af Frederiksdals Slots Landbrugsjorde som oplagsplads. Det skal dog bemærkes, at Miljø- og Fødevareklagenævnet kan udsætte tidspunktet for, hvornår afgørelsen kommer.

Forvaltningen er i løbende dialog med entreprenøren om alternative ruter herunder muligheden for at anvise en rute mellem Virum-Sorgenfri og den nuværende oplagsplads ved Lundtoftegårdsvej  jf. politiker spørgsmål af 26. september 2025. Ruten går af Skodsborgvej og delvist gennem Rudersdal Kommune, og kræver derfor en dialog med Rudersdal Kommune. 

Alternativet til ikke at følge forvaltningens indstilling omkring udlejning af et nyt areal ved Lundtoftegårdsvej er, at der så skal peges på et andet areal, da det vurderes at være en forudsætning for, at Etape 2 udrulningen kan igangsættes. Under alle omstændigheder kan det blive nødvendigt at pege på et nyt areal på et senere tidspunkt, hvis Lyngby-Taarbæk Forsyning får brug for at etablere et regnvandsbassin på arealet inden for den nærmeste årrække. 

Strategisk ramme

Fjernvarmeudrulningen i Lyngby-Taarbæk Kommune sker i tråd med Varmeplan 2022-2030, som er en del af Strategisk Energiplan. Udbredelse af fjernvarme er vigtigt for at nå målene i kommunens DK2020 klimaplan.

Videre proces

Hvis forvaltningens indstilling om brug af græsplænen ved Furesøvej/Furesø Parkvej følges, vil forvaltningen følge op med spejdergruppen Virumgruppen. 

Forvaltningen vil forberede at der kan indgås lejekontrakter om brug af græsplænen ved Furesøvej/Furesø Parkvej, og arealet ved Lundtoftegårdsvej.

Læs også

Kommunen inddrager grøn plæne midt i Furesøkvarteret i Virum – i strid med loven og uden borgerinddragelse

3 kommentarer

3 reaktioner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

3 reaktioner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Af Karen Abell, grafitti vævning . På udstillingen Fibre og..

Med justitsminister Peter Hummelgaard som gæst på rådhuset debatter vi..

Vi har modtaget dette indlæg fra en af vore flittige..