Præcis på dette sted hvor fotografen står skal boreriggen placeres.
.
Efter vores artikel om de geotermiske boringer på Virumgård er der kommet en strøm af henvendelser til avisen, ligesom der har været afholdt flere møder med bekymrede borgere, som for manges vedkommende fik noget af et chok, da de så kommunens planer for området.
Mange borgere understreger, at de grundlæggende bakker op om geotermi og ønsket om at sikre nok fjernvarme til området. Geotermianlægget skal kunne dække omkring 10.000 husstande – omtrent svarende til antallet af boliger i Virum og Sorgenfri. Flere peger dog samtidig på, at det måske havde været en god idé, hvis Vestforbrænding tidligere havde sikret sig tilstrækkelig varmeforsyning, inden fjernvarmen blev udrullet i stor skala.
Da projektet oprindeligt blev sat i gang, var en af idéerne at ekspropriere erhvervsejendomme på Virumgårdsvej for at skabe plads til anlægget. Som formand for Virum-Sorgenfri Handels- og Borgerforening blev jeg inviteret til møde med Innargi, for både at få klarhed over planerne og gøre opmærksom på, at det ikke ville være en god løsning at lukke mindre virksomheder for at skaffe geotermisk varme. Dialogen førte til, at Innargi skriftligt meddelte, at selskabet ikke ønskede at være årsag til, at små private virksomheder måtte dreje nøglen om eller flytte. Den plan blev derfor opgivet.
I stedet blev andre muligheder bragt i spil. Blandt andet blev Virumvej 43 – den såkaldte TDC-grund – anbefalet, blandt andet fordi grunden ejes af ATP, som samtidig er medejer af Innargi. Det blev derfor betragtet som en oplagt løsning, og ifølge oplysningerne var denne mulighed aktuel indtil for cirka tre måneder siden.

Derudover blev en af fodboldbanerne foreslået som mulig placering, da banen kun sjældent blev brugt og lå relativt afsides. Samtidig var man opmærksom på, at området fungerer som afvandingsområde for Lyngby-Taarbæk Forsyning, men vurderingen var, at dette muligvis kunne løses på anden vis. Kort tid efter blev den ene bane begyndt ombygget til kunstgræsbane, og kritikken går nu på, at man ikke samtidig indtænkte en eventuel boring i projektet.
Også trekantgrunden var ifølge oplysningerne i spil som mulig placering. Grunden var dog allerede solgt eller ved at blive solgt til Classic Car House. Her lyder argumentet, at en midlertidig boring over fire måneder, kombineret med et mindre teknikbyggeri og to brønddæksler, kunne have gjort det muligt både at gennemføre boringerne og lade Classic Car fortsætte sine planer. Dertil kommer at en del af grunden alligevel skulle benyttes til parkeringsplads og et lille skur på 40 M2 ville ikke ændre planer for CCH ret meget.
Situationen er imidlertid ændret, fordi ATP nu angiveligt ikke ønsker at sælge TDC-grunden. Dermed står kommunen tilbage med spørgsmålet om, hvor der skal bores. Løsningen nu blevet den lille skov midt på Virumgaard – et grønt område, som beskrives som et vigtigt åndehul for rigtig mange borgere.
Kritikken retter sig især mod, at kommunen i en tid med fokus på CO2-reduktion, biodiversitet og plantning af nye skove nu foreslår at fjerne en eksisterende skov. Skoven bruges dagligt af hundeluftere, børnehaver og børnefamilier, og tæt ved området ligger både plejehjem og ældreboliger, hvor mange ældre benytter området til gåture og naturoplevelser. Området beskrives som et levested for fugle og mindre dyr og som noget helt andet end blot en almindelig græsplæne.
Samtidig frygter mange beboere omfattende støjgener under borefasen. Der henvises blandt andet til erfaringer fra en lignende boreplads i Risskov ved Aarhus, hvor boliger i en afstand af cirka 140 meter fra boreanlægget ifølge oplysningerne, oplevede betydelige støjproblemer. Selvom der blev tilbudt genhusning, valgte mange beboere dog at blive boende, blandt andet fordi det ville være vanskeligt at få hverdagen til at fungere fra et hotelværelse i flere måneder.
Formanden for den nærliggende andelsboligforening, Bjørn Carstens, har fået udarbejdet kort over de områder, der vil blive påvirket af støjen i henholdsvis 60 og 140 meters afstand fra boreriggen.
Derudover peges der på, at projektet vil medføre omfattende tung trafik. I den forventede fire måneder lange boreperiode vil store lastbiler og arbejdskøretøjer efter planen køre ad Virumgårdsvej op mod 20 gange i døgnet. Ruten går blandt andet forbi en skole, tre børnehaver og en fritidsklub, samtidig med at mange børn og unge benytter vejen på vej til områdets fodboldbaner.
Modstanden mod projektet handler derfor ifølge borgerne ikke blot om et spørgsmål om at man “ikke ønsker anlægget i sin baghave”. Kritikken går på, at man risikerer at ødelægge et vigtigt naturområde og skabe store gener for mange mennesker, selvom projektet efter manges opfattelse kunne være løst på andre og bedre måder – eller kunne have været planlagt anderledes med rettidig omhu.
Den indtegnede cirkel udgør afstanden fra boreriggen til de første boliger og institutioner

Den udvidede cirkel udgør det område som er plaget af en voldsom larm. Det hus der lå tættest på i Skejby var ifølge beboerne voldsom støjplaget, og lå præcis 140 meter fra boreriggen. Her ses det antal huse der her ligger indenfor denne støjgrænse.

Byggepladsen som den så ud i Skejby:

Der er indkaldt til møde den 27. maj hos Classic Car House kl. 19.00
Send et læserbrev med et billede til post@ltavis.dk eller kommenter i kommentarsporet eller på Facebook
Se tidligere artikler her:







En reaktion