Lyngby-Taarbæk Kommunes forvaltning anbefaler den vestlige halvdel af den nordligste af de tre boldbaner i Virum som placering for et geotermisk anlæg. Anbefalingen bygger på en grundig analyse af det oprindelige forslag på Grønningen og fem alternative placeringer.
Geotermi-projektet er en del af udviklingen af fremtidens fjernvarmeforsyning og skal efter planen kunne levere klimavenlig varme i lokalområdet svarende til forbruget i omkring 10.000 husstande.
Lyngby-Taarbæk Kommunes forvaltning peger på arealet vest for og på den vestlige del af den nordlige boldbane. Boldbanen er en kunstgræsbane, som efter planen skal genetableres i sin fulde længde efter endt boring.
Placeringen sikrer god afstand til plejehjem og sårbare borgere øst for banerne. Med den anbefalede placering vil genetableringen berøre fredskoven i begrænset omfang. Den anbefalede placering reducerer længden på rørføringerne i området og reducerer dermed gener fra gravearbejde. Fodboldklubberne vil blive afskåret fra at bruge omtrent halvdelen af den nordlige bane i ca. et år.
“I den kommende måned skal udvalgene og kommunalbestyrelsen behandle forvaltningens forslag”, udtaler formand for Teknik- og Miljøudvalget, Richard Sandbæk.
“Det er en kompleks sag, men vi skal forsøge at afveje hensyn til mennesker, idrætsfaciliteter, klima og natur på den bedst mulige måde. Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke er taget endelig stilling til placeringen, før der forventeligt i 2027 er gennemført en miljøvurdering med inddragelse af offentligheden, og Kommunalbestyrelsen på den baggrund kan godkende anlæggets placering”, forsætter Richard Sandbæk.
Nabo-følgegruppe orienteret mandag aften 26. oktober
Mandag aften blev repræsentanter for de nærmeste naboer orienteret på et møde i geotermiprojektets følgegruppe. På mødet gav følgegruppens medlemmer udtryk for et ønske om, at muligheden for placeringen af de geotermiske boringer på den sydligste fodboldbane, bane 3, skulle ses på med nye øjne. Forvaltningen har suppleret det politiske dagsordenspunkt med en foreløbig vurdering.
“Hvis kommunens politikere ender med at tiltræde forvaltningens indstilling, kan arbejdet fortsætte med den videre planlægning og myndighedsbehandling, herunder miljøkonsekvensvurdering og lokalplan,” tilføjer direktør i Lyngby-Taarbæk Kommune, Kasper Graa Wulff.









